fredag den 31. december 2010

Paranoia

Darkness surrounding me
embracing me
making me blind on the outside
making me cold on the inside
a well known darkness
that makes me a stranger

He who brings the darkness
is an old friend of mine
he came to protect me
warn me about danger
keep me safe
and protect my heart
keep sure it couldn’t be broken

in stead he isolated me
the healthy suspicion we need to survive
got substituted with a suspicion toward everything
he brought a darkness so strong it makes shadows fall in the darkest night.

Last name noia, first name para
always sitting on my shoulder
whispering in my ear
"don’t trust them" "they a lien" "the will you no good" "they are using you" "you are not welcome"

He speaks louder than the voice who I hope tells the truth
still hope the truth is that people are good
but in the moment
I dare not to do anything else but obey him
so I stand alone
trust nobody
walk in the shadows
and isolates myself

grand him my self controle
let him lead the way
not because it makes me happy
but because I'm scared
to scared to take a chance

so i obay is every order
close my heart
look away
sit in the darkness
take the knife
say goodbye

but I am never alone
he holds my hand
and we walk away
into the night
me and my paranoia.

fredag den 17. december 2010

Et virvar af tanker

SKUESPIL
Vi spiller alle skuespil, har forskellige roller og masker i forskellige sammenhænge, sådan fungerer samfundet bedst. Men hvad når nu, de gode mennesker gemmer sig bag en facade som værende et dårligt menneske, for at hindre at blive såret af de onde mennesker der gemmer sig bag en facade som værende et godt menneske.
Kun de gode mennesker lukker vi ind.
Kun som et dårligt menneske slipper vi for andres forventninger.

Gemmer mig for mennesker
ruller gardinerne ned
låser døren
gemmer mig bag hættetrøje og solbriller
fængselsvagten Paranoia lukker ingen andre ind
frygt for de omkring dig
frygt for at være alene

Ser på
med tårer i øjnene
mens den højre hånd smider guldet i floden
smider fremtiden væk
mens venstre hånd krampagtigt holder om fortiden

en kniv i mit hjerte
fordi dit hjerte bløder
Hvorfor gør jeg det her?
Hvad er der sket?
hvad vil der ske?
Hvem har taget min pauseknap?
Jeg river mit hjerte ud
ligger det i en æske
kun du har fortjent det
end ikke jeg selv
pas på det mens minutterne bliver til timer
og månederne til år
jeg vil stadig have det hele
jeg vil stadig have det med dig
det gør ondt
det gør ondt
det gør ondt
det gør ondt
skær mine lemmer af og brænd mig med ilden
ingen smerte slår den i min krop når jeg ser dine tårer
Det er for meget at bede universet
men jeg gør det alligevel
må jeg gemme min nutid til fremtid?
og gemme i stedet for at smide væk?
jeg håber
jeg håber
jeg håber
jeg håber

Du vil altid have mit hjerte
men vil det være for din eller min skyld at fortælle dig det?
vil det gøre dig glad eller fortvivlet,
forhindre din vej til at komme videre
ved ikke hvad ben jeg skal stå på
dårlig samvittighed

ønsker mig tilbage til da alting var godt

I'f it's hurting you - you know that it's hurting me
and its hurting bad
the only one to blame is me
and I ask like you
WHY?

tirsdag den 16. november 2010

Hvad jeg gerne vil - for en gangs skyld?

Jeg vil gerne være oppe hele natten, sove hele dagen.
Hører høj musik mens jeg gør rent klokken 4 om natten.
Lave ulækker mad til midnat.
Gå nøgen rundt imens jeg synger falsk.
Lade opvasken stå en uge, bare fordi jeg kan.
Slukke min telefon og bare være mig selv, uden nogen bliver gal.
Kun skulle spørge mig selv om lov.
Kun have mig selv at stå til ansvar for.
Pierce min læbe, næse øjenbryn osv. Hvis det lige var det jeg havde lyst til.
Drikke mig fuld torsdag, fredag lørdag... Tirsdag hvis jeg skulle have lyst til det.
Blive ude til klokken 8 om morgenen, for kun at komme hjem til sit eget sted, i stedet for et tredjegrads forhør.
Sige ja uden at tøve, når en veninde ringer og invitere på impuls middag i byen.
Sige ja uden at tøve, uden at skulle spørge om lov, uden at skulle tage hensyn, når en veninde ringer lørdag aften klokken tolv, og fortæller at vi da bare bliver nøøødt til at tage i byen.
Snakke med nye mennesker, uden at bekymre sig om det ser forkert ud.
Tage imod en drink fra en sød fyr i byen uden det gør nogen andre end hans dankort fortræd.

Vil bare gerne være centrum i mit eget liv - men hader det skal være på hans bekostning.

Jeg skal sige farvel til mange ting.
Til at have en at komme hjem til
Til at have en at putte med,grine med, lave mad med, gå i biffen med.
Til ubekymret shopping og madindkøb.
vaskemaskine, opvask, tørretumbler
Walk in closet
BMW
Jeg vil ikke kalde mi selv materialistisk, men heller ikke blind for materielles tins betydning.
Jeg Skal sige farvel til en omgangskreds jeg har været meget glad for
En flok drengerøve som altid har været klar på fest og ballade, men som også har stillet op når et billede skulle hænges op, jeg har haft brug for en snak, et lift og mange andre ting. Nogle drenge jeg ofte har brugt mere tid med end med mine egne veninder.
En familie som har taget mig ind uden forbehold, hjulpet med alt og altid været der.
En svigermor som jeg ikke kan forestille mig en bedre af.

Jeg skal ligge tusindvis af minder, drømme, håb og fremtidsplaner bag mig.

Jeg skal sige farvel til tusinde ting som jeg elsker
men håber på at få ro i sjælen, indfriet mine drømme og lykke i mit eget selskab til gengæld.

tirsdag den 9. november 2010

Hvis lykke vejer tungest? Din eller deres?

De fleste af os vil gøre hvad som helst for at dem vi elsker har det godt.
Det er skønt når man har tidligt fri en dag, at kunne svinge forbi en ven/veninde/familiemedlem som man ved har det svært, det er skønt at have overskud til at kunne hjælpe andre. Men vi kender også alle sammen de dage hvor vi har en aftale som betyder meget for den vi har aftalen med, men måske har man sovet dårligt, har hovedpine eller været stresset hele dagen, og ville derfor egentlig foretrække at kunne tage direte hjem, men vi har lovet det, så vi dukker troligt op til aftalen og gemmer vores egne behov lidt væk. Det er i mine øjne en stor dyd at man kan sætte andres behov udover sit eget, så fred være med det. Men der er kun 7 dage på en uge, 24 timer hver dag, og måske 7 personer der på den ene eller anden måde har brug for din hjælp for at gøre deres dag lidt lettere. Det kan være små ting, et lift, en snak, et besøg, en tjeneste af forskellig art osv. Det at sætte andres behov først bliver pludselig en vane mere end den særlige undtagelse i hverdagen.
Man får at vide hvor dejligt det er at man hjælper og hvor uundværlig man er, en fantastisk kompliment at få, men samtadig et ansvar, for samtidig siger personen at uden dig ville det hele ikke være helt så godt, så her modtager du en portion ansvar for min lykke.
Det ender med at dine prioriteter består af andres prioriteter, hvem kan sige nej når en man holder af har brug for hjælp ? Vi vil alle gerne hjælpe dem vi holder af, og man kan til tider blive gal på en man holder af, hvis denne har haft problemer som han eller hun ikke har bedt om hjælp til.
Men pludselig er dit liv blevet til den ene dag efter den anden, hvor andres behov skal opfyldes på trods af dine egne. Hvor du egentlig helst ville ligge hjemme på sofaen, med en slukket telefon og se dårlige serier hele dagen, men vi slukker ikke telefonen, for hvad nu hvis der sker noget vigtigt. Det varer derfor ikke længe før et opkald eller en sms dropper ind og bryder freden "jeg forstyrer vel ikke?" -"nej nej hvad er der?" "Du kunne vel ikke liiiiige?" - "jo selvfølgelig" Og så kører vi igen.

For at verden skal kunne køre rundt på den bedst mulige måde, mener jeg at vi alle skal hjælpe hinanden, og er hinandens ansvar. Men den eneste der er ansvarlig for sin egen lykke er samtidig dig selv. Så hvornår er nok nok? Hvor skal grænsen sættes? Er grænset allerede nået når du opdager du lever et liv for at gøre en anden end dig selv lykkelig, eller når du tører egne tårer væk for at trøste en anden som du ikke vil bekymre med din egen sorg? Og Hvis grænsen først er nået, hvordan kommer du så tilbage på den "rigtige side?"

Måske vi bare skal lære at acceptere at vi ikke altid kan være der for alle. Lære at sætte egne behov højere op på prioritetslisten, det svære er her, synes jeg, at finde balancen mellem at passe på sig selv og stadig være der for andre, dvs balancen mellem egoisme og næstekærlighed.
I bund og grund er det på længere sigt det sundeste at sætte sig selv højest, ingen er en utømmelig kilde af overskud, tålmodighed og kærlighed, og når denne er brugt op er der jo ingen hjælp af hente for nogen. Man bliver nødt til at lade op en gang imellem, og huske at man selv burde være centrum i sit eget liv.
Vi skal selv være hovedpersonen i vores eget liv, ikke en birolle der assistere de andre.
Men hvornår er nok nok og hvordan finder vi balancen?

mandag den 1. november 2010

Valg og konsekvenser

Vi står overfor valg i vores liv hver eneste dag og ved alle valg følger konsekvenser, store som små. spørgsmålet er hvor mange af disse valg og konsekvenser vi er bevidste om. Valg vi træffer idag kan vi måske se konsekvenserne af imorgen, eller måske først om tyve år.

Hvis vi kigger os omkring nu og tænker over de valg vi bevidst eller ubevidst har truffet har vi så overvejet konsekvenserne? Eller lever vi alle på "jeg tager livet en dag af gangen" tankegangen?

Jeg blev for nyligt kastet ud i en situation hvor jeg skulle gøre mig meget bevidst om mine valg og de konsekvenserne disse valg ville føre med sig. Pludselig så jeg mit liv stå for mig på et papir, sort på hvidt, med to kulonner hvor mine værdier, opdragelse, samfundsnormer mm var sat op. Hvilken side skal man vælge? Som så mange gange før bliver diskussionen om valget en kamp mellen hjernen og hjertet, vi ved som regel godt at hjernen ved bedst, men det er hjertet vi skal have med os.
Jeg tror jeg fandt en nogenlunde gylden mellemvej og håber ikke der kommer uventede konsekvenser. Men oplevelsen gav mig meget at tænke over.
Specielt da jeg blev opfordret til at tænke mig om når jeg valgte mine venner, og hvilke konsekvenser mine omgivelser kunne få på mit liv. Hvor tit tænker vi bevidst over vores valg af venner - og eventuelle konsekvenser disse venskaber kan medfølge?
Nu tænker jeg over det, men ved dog ikke hvad konklusionen bliver endnu.

Jeg mener at vi alle selv er ansvarlige for vores eget liv, vores egne valg og beslutninger og måden vores liv udformer sig. Selvfølgelig til en vis grad.
Men ikke desto mindre tror jeg også på ens miljøs betydning for sin udvikling.
Min hypotese er at en kriminel oftere vil udføre kriminelle handlinger i et miljø med andre kriminelle end med sine venner fra et mere samfundsvenligt miljø. Dette virker logisk og er ikke en opfordring til den holdning at det er vennernes skyld, men ens valg af venners konsekvenser. vi vælger selv at begynde at ryge, men de færreste starter vel hvis de kommer fra et antiryger miljø.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg, formålet er nok bare at tænke over sine valg, store som små og tænke over sit liv.
En gang imellem kan det måske være sundt at spørge sig selv, hvis man kunne gå ti år frem i tiden, hvor vil vi så gerne se os selv, og hvilke råd ville vi give til vores nutidige person.

onsdag den 6. oktober 2010

If only I could turn back time

If only I could turn back time
If only I could get you of my mind
If only I could go back in time
Go back to that night
And just walk by
Dont stop
Dont say hey
Dont get lost in your eyes
Dont let you in
Dont let you infiltrade my mind, my feelings, my dreams

If only I could turn back time
If only I could get you of my mind
Then maybe I could get some rest, Stop checking for messenges from you
Then maybe I could stop asking what if? What could have ben?
If only I could figure you out
Or just figure out how to forget you how to let you go

But I cant seem to remember how to forget

I cant forget you
And I cant go back in time
So I need to know
what am I supposed to do?

NNJ 07.10.10

onsdag den 15. september 2010

Menneskets største forbandelse er den frie vilje

Gud gav os den frie vilje, hvilket betyder at vi besider friheden til at træffe vore egne valg. Dette er imidlertidig blevet beskrevet som menneskets største forbandelse, for er vi i stand til at beherske denne frie vilje?

Med mine 21 år vil jeg nok blive beskrevet som et ungt menneske, derfor kommer mit livssyn også fra dette unge synspunkt, de "voksne" har uden tvivl også problemer men det er problemer jeg endnu ikke har oplevet.
Jeg går på universitet i Aalborg hvor jeg for nyligt sad og snakkede uddannelse og fremtid med nogle medstuderende, mange af dem 10 år ældre end mig. Jeg fortæller om mine drømme om fremtiden og hvordan jeg synes det er svært at finde ud af det hele og lave en realistisk fremtidsplan. En af dem smilede så til mig og "sagde du er jo heldigvis stadig så ung og har hele livet foran dig". Det har hun helt ret i, og det kan være det er naivt af mig, men så synes jeg heller ikke at det er lettere at være ung?
Når jeg taler med min far og brokker mig lidt over at jeg synes jeg har for meget om ørene og synes det er svært at nå det hele, griner han altid lidt og siger at jeg ellers aldrig vil have så meget tid som jeg har lige nu. Den tanke skræmmer mig, hvis jeg knap føler jeg kan følge med nu, hvor jeg har hele livet foran mig, og aldrig får så meget tid igen, hvordan skal jeg så nogensinde kunne følge med?
Med hensyn til det frie valg, føler jeg at det ofte er disse mange valg som vi står overfor hver dag som kan stresse, og der har jeg bare en ide om at det i højere grad er et ungdomsproblem, her kan jeg tage fejl men nu er det altså med ungdomsbrillerne at jeg ser verden :)
"De unge har jo så mange muligheder idag - de kan vælge og vrage" Et udsag jeg synes man ofte hører og som også er helt korrekt. Vi har utrolig mange muligheder, men har vi også redskaber til at kunne sortere i disse muligheder? Vi kan gå et utal af veje for at få en uddannelse, men hvad vil vi gerne? Hvad vil vi med vores liv? Mulighederne er utømmelige og vi får at vide at vi kan gøre præcis som vi vil. Det gør det desværre bare ikke lettere.
Vi kender problemet fra en shoppetur hvor vi står i en skobutik og har svært nok ved at vælge mellem to forskellige sko, et valg som kan være svært nok i sig selv, men bliver denne beslutning lettere af at salgsassistenten får den ide også at vise os hele den nye efterårskollektion? nej vel?! Jo flere muligheder jo sværere bliver valget.

Den ældre generation kan midsunde os vores mange muligheder, men på en mørk dag kan jeg også midsunde dem. I deres tid vidste man præcis hvordan livet ville udforme sig og de store valg kunne dengang bestå i, om der skulle serveres steg eller frikadeller til middag. Mit rebelske hjerte, mine røde strømper og min generelle trang til frihed, ville nok ikke have været tilfreds med livet dengang, men en del af mig kunne godt ønske en begrænsning i mulighederne.

Vi træffer også valg ubevidst hver eneste dag, og med ethvert valg vælger vi noget fra. Hver dag vælger vi at vi vil fortsætte det liv, vi også var igang med igår, men husker vi at spørge os selv om det valg stadig passer til den vi er idag? Vi udvikler os jo hele tiden. Er jeg stadig glad for det liv jeg valgte for lang tid siden? Og hvilke fravalg har dette ført med sig?
Jeg er måske bare en af de type piger som vil have det hele, for det kan gå mig umådeligt meget på at jeg skal opgive en ting, for at have noget andet. Hvorfor kan vi ikke både blæse og have mel i munden?

Vi har den frie vilje til at vælge, job, uddannelse, kæreste, bopæl, indretning, venner osv. osv. osv. Men presset kan også blive så stort at du finder dig selv på randen til sindsyge foran dit køleskab fordi beslutningen om cola eller fanta overrumpler dig. Når du finder dig selv i den situation kunne man godt have lyst til at ligge den frie vilje på hylden og gå tilbage til da man var 7 år og havde en far eller mor som lige præcis vidste, hvad der var det bedste for dig, og sørgede for at tingene gik som de skulle.

jeg håber ikke dette indlæg bliver tolket som en modvilje mod vores frie vilje, vi er heldige at have den, men synes også skyggesiden skal nævnes.
Med frihed kommer et stort ansvar, et ansvar der kan hænge tungt på ens skuldre.
Vi kan kun håbe på at vi indtil videre har truffet de rigtige valg, hvis vi ikke har må vi håbe at vi så har lært af det. Vi må håbe de valg vi træffer nu ruster os med en selvsikkerhed og viden til også at træffe de rigtige valg næste gang.

I bekæmpelsen af misbrugsproblemer bruger de i behandlingen med de 12 trin en filosofi, eller et motto om man vil, som jeg synes vi alle kan bruge i vores liv,
også når det kommer til presset om at skulle vælge ens sti her i livet.

Gud giv mig sindsro
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Hvis Gud gav os den frie vilje, håber jeg han også vil forbarme sig over os og give os denne sindsro :)

onsdag den 25. august 2010

Mere snak om parforhold

Samtalen
Før man blev kæreste, da man stadig bare var venner, eller hvad man så end var før, kunne man ofte fortælle veninderne om hvordan man kunne sidde oppe den halve nat og bare snakke. Sekunder blev til minutter som blev til mange timer.
Man følte virkelig at han forstod sig og at man var på bølgelængde.
Derefter bliver man kærester, tilbringer mere og mere tid sammen og kommer tættere på hinanden. Men samtidig glider man også fra hinanden, de lange dybe samtaler forsvinder og bliver til kedelige snakke om indkøb, huslige pligter og sladder om vennekredsen. Problemet opstår når man så pludselig møder en ny ven i byen eller lignende, pludselig er der igen en man kan snakke med hele natten - men er det tilladt? Er lange dybe samtaler forbeholdt nyforelskede par så løbet er kørt for resten af os? Eller kan de behov, både kvinder og mænd har, blive stillet af forskellige personer i ens liv?

Troværdigheden
Udover samtalen som skifter stil er jeg kommet til at tænke på om vores troværdighed er faldende eller stigende i takt med forholdets udvikling.
Flere af mine veninder og jeg selv kan tale med om hvordan ens kæreste er overbeskyttende og til tider kan overtage en "far" agtig rolle i forholdet. Dette kan være både sødt men også utrolig irriterende. Når de mener at man ikke kan gå alene hjem fra byen, eller når de insisterer på at overtage et husligt projekt - hvad troede de vi gjorde før dem? Bare fordi vi ikke længere er single betyder det ikke at vi har mistet vores selstændighed. Det er skønt med en stor og stærk mand som kan redde sig ud af problemerne, hjælpe til i hverdagen osv. Men de må også forstå at de kun gør og kan gøre de ting, fordi vi lader dem gøre det. Det er altså vores beslutning at overdrage noget af ansvaret, fordi vi har lyst, ikke fordi vi ikke kan selv!

Hoes Over Broes - why girlfriends will always beat the boyfriend
Som single kan man let komme til at savne en kæreste. En at holde i hånden imens man ser film, en der venter med aftensmaden når man kommer hjem, en der fortæller sig hvor sød og dejlig man er. Vi har alle flere x'er i bagagen, både xveninder og xkærester, men ser vi på vores parforhold med mændende kontra veninderne, hvem holder så længst? I starten er langt de fleste kærester opmærksomme og betænksomme, langt de fleste bliver også ved med at være det, men man kan også glemme hinanden imellem livets andre pligter, et stressende arbejde med lange arbejdstider, huslige pligter, uddannelse med mere kan tage noget af den tid hvor man skulle have sat sig ned og rigtig lyttet til sin kæreste.
Noget jeg har lagt mærke til er hvis man siger til sin kæreste at man har haft en forfærdelig dag - mens han også selvhar haft en hård dag, at svaret bliver: Det var træls skat. Men ringer man med den samme besked til sin veninde er svaret et andet: Åh baby det er jeg ked af at høre - kom og drik en kop te og fortæl mig om det.
Vi har alle været igennem et hårdt brud med en kæreste hvor veninderne har samlet sig op og gjort alting godt igen. Hvor tit har en kæreste hjulpet sig over tabet af en veninde?
På trods af at det er kæresten der altid er der fysisk, venter i sofaen når du kommer hjem, er det veninderne der altid er der når man er brug for en som virkelig er der.
Derfor - og af mange andre grunde, mener jeg den dag idag stadig, at veninderne vinder over kæresten - derfor - Hoes Over Broes !
En særlig tak til de bedste veninder i mit liv, som virkelig har båret mig igennem nogle hårde tider i mit liv: Mette, Liv, Anette og Henriette <3

mandag den 23. august 2010

Rod I Livet

Til tider kommer der rod i alles liv.
Nogle mennesker virker ril altid at have rod, i større eller mindre grad.
Vi oplever det alle, små roderier og store, ofte eller sjældent.
Noget sådan rod i livet er noget vi piger deler med vores veninder, uanset hvad rodet består af, deler vi det med hinanden, vender og drejer situationen og forsøger at rydde op i det hele. Tidligere idag sad jeg netop og snakkede med min veninde om lidt forskelligt rod, vi kunne ikke lade være at grine af rodet og joke med at der var rod nok til at lave et realityshow, på et tidspunkt bliver vi enige om at vi jo ikke selv kan gøre for at vi står midt i rodet. Den konklusion har siddet fast i mit hovede resten af dagen - vi kan ikke selv gøre for det - eller kan vi? Lander vi uforskyldt midt i rodet eller skaber vi det selv?
Så snart jeg gav mig selv dette spørgsmål dukkede det næste op, hvis vi nu ikke selv var skyld i det styrer vi så ikke selv vores liv? Og hvis vi er skyld i det, hmm, ja så styrer vi vel heller ikke selv vores liv siden vi lader rodet lov at komme. Men hvem styrer det så?
I vores unge alder er det ofte kærligheden der roder, der kan komme rod når man starter et forhold, for så skal man sammen finde spillereglerne for netop dette forhold. Står man midt i et forhold opstår et rod med det evendelige " hvorfor gør han dog sådan?" eller "hvad har jeg selv gang i?" Er et forhold lige endt vil det næsten uundgåeligt også ende i rod. Dertil kommer også rod mellem veninderne, en har måske talt over sig eller glemt at overholde en aftale osv. Rod i familien er i denne moderne tid også noget kun de færreste undgår, næsten 50 % af alle ægteskaber går i stykker, og vi er generationen af skilsmisse børn - rod! Skole, arbejde og uddannelse kan skabe det eksistentielle rod, hvad vil jeg med mit liv? Hvorfor er det så hårdt? kan jeg klare det?
Der vil altid være rod, men hvor meget af det pådrager vi os selv? For at citere Anders Matthesen - "hvis vi har en hvid væg på den ene side og en sort på den anden, er det helt op til os selv hvilken væg vi kigger på". Hvis vi har rod i parforholdet kan vi jo vælge at forlade det eller se at få ryddet op. Hvis rodet skyldes at du står mellem to og skal træffe et valg som skaber rod burde vi jo selv være stærke nok til at vælge den ene fra.
Problemet er nok at vi alle har en lille skitzofren i os, kampen mellem hvad hjernen og logikken fortæller os, og hvad følelserne siger. Disse to kan være svære at forene og her møder vi rodet.

Med dette indlæg havde jeg nok håbet på at der ville dukke nogle svar op på mit eget rod, men så let er det selvfølgelig ikke, konklusionen må være at noget rod kommer uforskyldt, mens noget andet kommer snigende imens vi selv lader det vokse sig til et stort rod. Uanset hvad håber jeg at vi alle forstår at nyde de rodeløse perioder i vores liv, og ellers har nogle skønne veninder og en familie der hjælper os igennem det når først vi står i rodet.

søndag den 8. august 2010

Mister vi vores jeg, når vi bliver til vi ?

Parforhold og kærlighed må være et af de emner, som der er blevet skrevet mest om. Sange, digte, og de evendelige bøger som skal fortælle os hvornår vi får det perfekte forhold. Vi ser dog aldrig ud til at blive klogere. Der er ikke to forhold som er ens, og selvom det er vores forhold nr. 100 bliver det ikke lettere. Vi bliver stadig ramt at tvivl, undren, skam, fortvivlelse og forvirring. En anden del af forholdet er selvfølgelig kærligheden, trygheden og glæden ved bare at være nær den man elsker, men den del er nu "let nok".

Når vi går ind i et forhold kommer man ind i det som to individer, to personer med hver deres håb og drømme, idealer, ideer, interesser, hobbyer og syn på livet. Men langsomt bliver jeg til vi: " vi kan desværre ikke komme på lørdag pga...." "Vi bryder os ikke om det der", OSV. Det er for så vidt også godt nok, det er skønt at være to, men det skal ikke foregå på bekostning af det at være en, af at være én selv.

Jeg har lagt mærke til de små tegn mere og mere, det sidste stykke tid. Et eksempel er en veninde som gerne ville have haft nogle store baggy bukser p,å men i stedet tog små shorts på, fordi hendes kæreste synes store bukser ikke er feminine. En anden føler ikke hun kan tage med på en impulsiv bytur, fordi kæresten nok regner med at de skal være sammen, jeg selv brugte 3 hårde uger på at skændes med min kæreste, om hvorvidt jeg måtte have ring i næsen eller ej. Hvad er det for en gang pis? Selvfølgelig er det at gå på kompromi og tage hensyn til ens partner en del af et sundt forhold, men hvor går grænsen? Hvornår finder vi os i for meget fra vores partners side? Hvornår bestemmer vi selv for meget over hans liv?
Så mange spørgsmål der mangler svar.

Da jeg var yngre og stadig boede hjemme og syntes at mine forældres regler gjorde livet surt for mig, drømte jeg om når jeg selv blev voksen, fik min egen lejlighed i en storby og endelig kunne leve mit liv lige præcis efter mit hovede. Min gamle plan om fremtiden er dog ikke helt blevet indfriet. Til at begynde med har jeg nu som 21 årig stadig aldrig boet alene. Jeg flyttede direkte fra min mor og ind til min kæreste som jeg har boet med lige siden. I stedet for en skæg indrettet lejlighed i København bor jeg nu i et hus i en provinsby. Det er ikke meningen jeg skal lyde utaknemmelig, for er altid blevet behandlet som en prinsesse og der er ikke mange unge der har den luksus at bo i hus og ikke skulle bekymre sig om penge. jeg føler bare til tider, at jeg lever hans drøm mere end min. Hvis jeg vil i byen skal jeg først igennem de tusinde spørgsmål og indvendinger fra hans side.

Kan vi ikke beholde os selv og vores selvstændighed når vi går ind i et forhold? Kompromis er en god ting, men hvor meget skal vi opgive? Kan vi og Jeg ikke forenes så vi ikke skal spørge om lov og tage hensyn, i en sådan grad at vi til tider kan føle os frihedsberøvet?

Jeg ønsker alle derude held og lykke med deres forhold og opfordre på det kraftigste til, at beskytte deres jeg og ikke blive væk i en verden af vi.

tirsdag den 27. juli 2010

Et virvar af tanker...

Her er lidt forskellige tanker, små digte som er kommet til mig når en bestemt følelse har domineret min dag.


THIS IS JUST ME, BUT i AM

I’m the one you fear to lose, just ad much as you fear me near
I’m the monster under you bed
I’m the elephant in the room
The one referred to as; the name we do not say out loud

LIVETS LISTE

Så mange opgaver på livets liste
Så mange krav
Så mange håb
Håb sat til mig
Håb jeg ikke kan indfri
Et pres
Der ligger tungt på mine skuldre
Har lyst at løbe
Ikke at kigge mig tilbage
Måske Tornerose selv byggede den tjørnehæk for at være i fred
Måske Snehvides mor ikke ønskede at gøre hende ondt
Men at Snehvide i stedet løb fra ansvaret der hører med til livet
Måske Rapunsel selv låste sig inde i tårnet og smed nøglen væk
Måske hun blev svigtet og såret og valgte at trække sig tilbage
Måske er de eventyr vi drømmer om
De eventyr vi er opvokset med
En anden side af den virkelighed hvorfra de kom
NNJ 15.07.2010

lIVETS LÆNKER

Vi er alle bundet af lænker i livet
Hård er dagen disse lænker mærkes
Hårdere er dagen man indser
At det er en selv, der låste og smed nøglerne væk
NNJ 15.07.2010

EN SOM BETYDER NOGET

Nogle mennesker kan man have kendt en livstid
Men aldrig kommet tæt
Andre kan man møde med et blik
Og i samme øjeblik
Har du aldrig følt dig tættere på nogen anden
En som tager ensomheden væk
En som ikke behøver spørge hvordan du har det
De ved det allerede
En som forstår dig når du siger
Du ved hvordan det er
De ved det bare
De forstår det bare

THE FORBIDDEN FEELING

I know I shouldn’t
But I do
I miss you
I barely know you
But you feel so close
Is scares me
I’m afraid
That I should be afraid
Afraid of what’s going on
We are just friends
Close friends
Really close
Isn’t that alright?

onsdag den 14. juli 2010

The X - Factor

Jeg var sammen med en veninde forleden hvor snakken, som altid, kom godt omkring. Somme tider kan snakken ende på en x kæreste - noget der skete mens man var sammen eller efter.
Det er desværre de færreste jeg kender som stadig har et forhold til deres x kæreste, dette gælder også mig selv. Møder jeg en x kæreste i byen stopper jeg for det meste op og snakker lidt - den klassiske - hvordan har du det og hvad går du og laver ? Men det er også det.
Hvorfor er vi ikke bedre til at være venner med vores x? Personligt mener jeg ikke, ihvertfald jeg selv, kan være venner med en x ige umiddelbart efter forholdet er slut, der har man brug for luft og afstand. Men når der er gået et stykke tid burde man kunne genoptage kontakten lidt. Udover den kæreste man mister ved et brud, mister man ofte mere end bare ham, den fælles vennekreds og hans familie. Et fællesskab man før var med i fortsætter mens man selv står udenfor. Det ærger mig at man ikke længere ved hvordan disse mennesker har det og man kan savne deres selskab.
Når man slår op og går fra hinanden, hvor bliver kærligheden så af? Hvordan kan man gå rundt om hinanden i byen og pludselig være som fremmede? En man engang har været så tæt på og som har været ens bedste ven, kan man pludselig ikke være naturlig sammen med. Når man møder en udfordring i sit liv, ville det måske være dejligt at man stadig havde den ven at gå til, efter at have været sammen flere år hvor man har støttet hinanden kan dette mangle.
De fleste beskriver deres kæreste som om han/hun også er deres bedste ven, men hvor bliver denne bedste-ven-egenskab så af når vi går fra hinanden? Forsvinder ud i den blå luft?

Udover de til tider uforklarelige grunde der kan ligge imellem sig, som grunden til at et venskab ikke kan foregå, ligger også sådan noget som den nye kæreste.
Ens x kærestes næste kæreste vil man ofte føle sig lidt målt op med, og hun vil garanteret føle det på samme måde. denne nye kæreste kan yderligere vanskeliggøre ønsket om et venskab til sin x. Hvis man præsenterer sin nye kæreste for sin x i byen uden at nævne at det er sin x vil han sandsynligvis hilse pænt, man nævner man ordet X kommer der spændinger i luften.
Selv vil vi nok gøre det samme. Det er sjældent vi selv bliver venner med vores kærestes x, ofte fungerer xen bare som målestok, og hun skal helst ikke være kønnere end en selv.
Jeg håber ikke mulighederne for at kunne være venner med ens x kæreste er helt umulige, men det er noget der kan give stof til eftertanke.
Held og lykke til alle jer derude :)

torsdag den 8. juli 2010

Hvor godt kender vi dem omkring os? Og hvor meget betyder vores civilstatus for vores venskaber?

Vi er alle, i større eller mindre omfang, omringet af mennesker. Familie, venner, bekendte, medstuderende, kollegaer, naboer osv. Nogle er vi tættere på end andre, nogle kender vi så godt som os selv, og andre ved præsic hvordan man har det så snart man ses. Vi tror ofte vi kender folk, men pludselig sker der noget der får sig til at spørge sig selv, hvor godt kender vi dem omkring os?
Mange ting kan få os til at genoverveje vores kendskab til dem omkring os. En veninde kan få fast kæreste og dermed sige farvel til bylivet og andre ting. En anden veninde kan blive single og ændre livsstil der igennem. en kæreste man har haft i flere år og været bedste venner med, kan blive en xkæreste hvorved han pludselig kan opleves som en fremmed. Ens forældre kan blive skilt, hvorefter man ser begge parter i et nyt lys. En tragedie eller et mirakel i ens liv kan vise nye sider.

Jeg har i mange år haft en god veninde, hende jeg altid gik til når jeg havde noget der lå mig på skulderne. Denne veninde snakker jeg nu sjældent med, dette er ikke noget der har stået på længe, og håber også det vender. Grunden er at hun er blevet single og derfor har fået nye prioriteter, det er blevet til en del fester og byture. Selv har jeg en kæreste jeg bor med og som jeg har været sammen med i 2 et halt år. Pludselig er vi ikke på samme side længere. jeg har mine forpligtelser hjemme - en kæreste der tager tid, et hus der skal holdes og en hund der skal luftes. dette har skabt en afstand imellem os. Jeg kan se billeder fra fester holdt i hendes lejlighed, men i stedet for at se de glade mennesker på billederne, tænker jeg kun om min indbydelse mon blev glemt i posten. Hun fester nu med mennesker som jeg ikke opfatter som de der ellers har været der for hende de sidste mange år. Dette har givet mig en del at tænke over. Jeg føler ikke længere jeg helt kender hende. Det har fået mig til at tænke over hvor meget vores civilstatus betyder for vores venskaber? Lige børn leger bedst. Men kan dette ikke forenes?
Har jeg glemt hvordan livet som single fungere? Eller har hun glemt de forpligtelser man har i et forhold?

I samme forbindelse oplever jeg at hendes nye livsstil som single, påvirker mig på flere måder. Jeg genovervejer mit eget liv på flere områder. Går jeg nu flip af en masse? HVorfor går jeg ikke i byen hver weekend og møder nye mennesker? Mister jeg min ungdom, hvor jeg burde leve livet, imens jeg har travlt med vasketøjet?
Kan ungdom og selvrealisering ikke forenes? Min drøm har altid været at bo i København, jeg elsker byens puls og de mange oplevelser. Dog bor jeg stadig i en provinsby. Jeg har altid forbundet mig selv med hippier, punkere og andre halv oprørske personligheder. I stedet kan jeg nu beskrives som en 21 med villa, vovse og volvo. Jeg frygter at vågne om som 40 årig og opdage at jeg gik glip af mit liv. På den ene side - jeg er ALLEREDE 21 - jeg skal jo snart være "rigtig voksen", på den anden side - jeg er KUN 21 - der er masser af liv tilbage.

Menneskene omkring os har stor betydning for vores liv og vi reflekterer ofte over os selv i omgivelsernes spejlbillede. Det er vigtigt at kende os selv, det kan skabe store forvirrede følelser når man kommer i tvivl om, hvorvidt man kender sig selv. Lige nu er spørgsmålet dog. Hvor godt kender vi dem omkring os?

First time

There is a first time for everything - this is my blog debut and I hope You will enjoy !

Alting lyder bare bedre på engelsk, i vil derfor skulle ligge ører - øjne - til flere engelske udtryk.

Min idé med denne blog er ikke så meget at fortælle om min hverdag, familie og venner, men mere om de tanker og spekulationer der ofte kan fylde en del.
Jeg er typen der elsker at filosofere og tage dybe samtaler med mig selv og andre, om et specielt emne. Efter at have læst flere andre blogs og hørt om mine veninders, fik jeg derfor lyst til at dele mine tanker med alle jer andre derude.
Min idé er at ingen vil blive nævnt med navne, heller ikke jeg selv, når jeg fortæller om episoder og oplevelser der har givet anledning til lidt filosofi.
Dette er tænkt som en lille præsentation - appetitvækker, første rigtige indlæg kommer snart - meget snart.
Når jeg filosoferer og drømmer lidt, tænker jeg på mig selv som siddende på en lilla sky, derfor vil jeg invitere jer alle velkommen til min lilla sky, og håber mine tanker kan sætte tanker igang hos jer, eller, om ikke andet, underholde lidt :) - Enjoy :D