Mere snak om parforhold

Samtalen
Før man blev kæreste, da man stadig bare var venner, eller hvad man så end var før, kunne man ofte fortælle veninderne om hvordan man kunne sidde oppe den halve nat og bare snakke. Sekunder blev til minutter som blev til mange timer.
Man følte virkelig at han forstod sig og at man var på bølgelængde.
Derefter bliver man kærester, tilbringer mere og mere tid sammen og kommer tættere på hinanden. Men samtidig glider man også fra hinanden, de lange dybe samtaler forsvinder og bliver til kedelige snakke om indkøb, huslige pligter og sladder om vennekredsen. Problemet opstår når man så pludselig møder en ny ven i byen eller lignende, pludselig er der igen en man kan snakke med hele natten - men er det tilladt? Er lange dybe samtaler forbeholdt nyforelskede par så løbet er kørt for resten af os? Eller kan de behov, både kvinder og mænd har, blive stillet af forskellige personer i ens liv?

Troværdigheden
Udover samtalen som skifter stil er jeg kommet til at tænke på om vores troværdighed er faldende eller stigende i takt med forholdets udvikling.
Flere af mine veninder og jeg selv kan tale med om hvordan ens kæreste er overbeskyttende og til tider kan overtage en "far" agtig rolle i forholdet. Dette kan være både sødt men også utrolig irriterende. Når de mener at man ikke kan gå alene hjem fra byen, eller når de insisterer på at overtage et husligt projekt - hvad troede de vi gjorde før dem? Bare fordi vi ikke længere er single betyder det ikke at vi har mistet vores selstændighed. Det er skønt med en stor og stærk mand som kan redde sig ud af problemerne, hjælpe til i hverdagen osv. Men de må også forstå at de kun gør og kan gøre de ting, fordi vi lader dem gøre det. Det er altså vores beslutning at overdrage noget af ansvaret, fordi vi har lyst, ikke fordi vi ikke kan selv!

Hoes Over Broes - why girlfriends will always beat the boyfriend
Som single kan man let komme til at savne en kæreste. En at holde i hånden imens man ser film, en der venter med aftensmaden når man kommer hjem, en der fortæller sig hvor sød og dejlig man er. Vi har alle flere x'er i bagagen, både xveninder og xkærester, men ser vi på vores parforhold med mændende kontra veninderne, hvem holder så længst? I starten er langt de fleste kærester opmærksomme og betænksomme, langt de fleste bliver også ved med at være det, men man kan også glemme hinanden imellem livets andre pligter, et stressende arbejde med lange arbejdstider, huslige pligter, uddannelse med mere kan tage noget af den tid hvor man skulle have sat sig ned og rigtig lyttet til sin kæreste.
Noget jeg har lagt mærke til er hvis man siger til sin kæreste at man har haft en forfærdelig dag - mens han også selvhar haft en hård dag, at svaret bliver: Det var træls skat. Men ringer man med den samme besked til sin veninde er svaret et andet: Åh baby det er jeg ked af at høre - kom og drik en kop te og fortæl mig om det.
Vi har alle været igennem et hårdt brud med en kæreste hvor veninderne har samlet sig op og gjort alting godt igen. Hvor tit har en kæreste hjulpet sig over tabet af en veninde?
På trods af at det er kæresten der altid er der fysisk, venter i sofaen når du kommer hjem, er det veninderne der altid er der når man er brug for en som virkelig er der.
Derfor - og af mange andre grunde, mener jeg den dag idag stadig, at veninderne vinder over kæresten - derfor - Hoes Over Broes !
En særlig tak til de bedste veninder i mit liv, som virkelig har båret mig igennem nogle hårde tider i mit liv: Mette, Liv, Anette og Henriette <3

Rod I Livet

Til tider kommer der rod i alles liv.
Nogle mennesker virker ril altid at have rod, i større eller mindre grad.
Vi oplever det alle, små roderier og store, ofte eller sjældent.
Noget sådan rod i livet er noget vi piger deler med vores veninder, uanset hvad rodet består af, deler vi det med hinanden, vender og drejer situationen og forsøger at rydde op i det hele. Tidligere idag sad jeg netop og snakkede med min veninde om lidt forskelligt rod, vi kunne ikke lade være at grine af rodet og joke med at der var rod nok til at lave et realityshow, på et tidspunkt bliver vi enige om at vi jo ikke selv kan gøre for at vi står midt i rodet. Den konklusion har siddet fast i mit hovede resten af dagen - vi kan ikke selv gøre for det - eller kan vi? Lander vi uforskyldt midt i rodet eller skaber vi det selv?
Så snart jeg gav mig selv dette spørgsmål dukkede det næste op, hvis vi nu ikke selv var skyld i det styrer vi så ikke selv vores liv? Og hvis vi er skyld i det, hmm, ja så styrer vi vel heller ikke selv vores liv siden vi lader rodet lov at komme. Men hvem styrer det så?
I vores unge alder er det ofte kærligheden der roder, der kan komme rod når man starter et forhold, for så skal man sammen finde spillereglerne for netop dette forhold. Står man midt i et forhold opstår et rod med det evendelige " hvorfor gør han dog sådan?" eller "hvad har jeg selv gang i?" Er et forhold lige endt vil det næsten uundgåeligt også ende i rod. Dertil kommer også rod mellem veninderne, en har måske talt over sig eller glemt at overholde en aftale osv. Rod i familien er i denne moderne tid også noget kun de færreste undgår, næsten 50 % af alle ægteskaber går i stykker, og vi er generationen af skilsmisse børn - rod! Skole, arbejde og uddannelse kan skabe det eksistentielle rod, hvad vil jeg med mit liv? Hvorfor er det så hårdt? kan jeg klare det?
Der vil altid være rod, men hvor meget af det pådrager vi os selv? For at citere Anders Matthesen - "hvis vi har en hvid væg på den ene side og en sort på den anden, er det helt op til os selv hvilken væg vi kigger på". Hvis vi har rod i parforholdet kan vi jo vælge at forlade det eller se at få ryddet op. Hvis rodet skyldes at du står mellem to og skal træffe et valg som skaber rod burde vi jo selv være stærke nok til at vælge den ene fra.
Problemet er nok at vi alle har en lille skitzofren i os, kampen mellem hvad hjernen og logikken fortæller os, og hvad følelserne siger. Disse to kan være svære at forene og her møder vi rodet.

Med dette indlæg havde jeg nok håbet på at der ville dukke nogle svar op på mit eget rod, men så let er det selvfølgelig ikke, konklusionen må være at noget rod kommer uforskyldt, mens noget andet kommer snigende imens vi selv lader det vokse sig til et stort rod. Uanset hvad håber jeg at vi alle forstår at nyde de rodeløse perioder i vores liv, og ellers har nogle skønne veninder og en familie der hjælper os igennem det når først vi står i rodet.

Mister vi vores jeg, når vi bliver til vi ?

Parforhold og kærlighed må være et af de emner, som der er blevet skrevet mest om. Sange, digte, og de evendelige bøger som skal fortælle os hvornår vi får det perfekte forhold. Vi ser dog aldrig ud til at blive klogere. Der er ikke to forhold som er ens, og selvom det er vores forhold nr. 100 bliver det ikke lettere. Vi bliver stadig ramt at tvivl, undren, skam, fortvivlelse og forvirring. En anden del af forholdet er selvfølgelig kærligheden, trygheden og glæden ved bare at være nær den man elsker, men den del er nu "let nok".

Når vi går ind i et forhold kommer man ind i det som to individer, to personer med hver deres håb og drømme, idealer, ideer, interesser, hobbyer og syn på livet. Men langsomt bliver jeg til vi: " vi kan desværre ikke komme på lørdag pga...." "Vi bryder os ikke om det der", OSV. Det er for så vidt også godt nok, det er skønt at være to, men det skal ikke foregå på bekostning af det at være en, af at være én selv.

Jeg har lagt mærke til de små tegn mere og mere, det sidste stykke tid. Et eksempel er en veninde som gerne ville have haft nogle store baggy bukser p,å men i stedet tog små shorts på, fordi hendes kæreste synes store bukser ikke er feminine. En anden føler ikke hun kan tage med på en impulsiv bytur, fordi kæresten nok regner med at de skal være sammen, jeg selv brugte 3 hårde uger på at skændes med min kæreste, om hvorvidt jeg måtte have ring i næsen eller ej. Hvad er det for en gang pis? Selvfølgelig er det at gå på kompromi og tage hensyn til ens partner en del af et sundt forhold, men hvor går grænsen? Hvornår finder vi os i for meget fra vores partners side? Hvornår bestemmer vi selv for meget over hans liv?
Så mange spørgsmål der mangler svar.

Da jeg var yngre og stadig boede hjemme og syntes at mine forældres regler gjorde livet surt for mig, drømte jeg om når jeg selv blev voksen, fik min egen lejlighed i en storby og endelig kunne leve mit liv lige præcis efter mit hovede. Min gamle plan om fremtiden er dog ikke helt blevet indfriet. Til at begynde med har jeg nu som 21 årig stadig aldrig boet alene. Jeg flyttede direkte fra min mor og ind til min kæreste som jeg har boet med lige siden. I stedet for en skæg indrettet lejlighed i København bor jeg nu i et hus i en provinsby. Det er ikke meningen jeg skal lyde utaknemmelig, for er altid blevet behandlet som en prinsesse og der er ikke mange unge der har den luksus at bo i hus og ikke skulle bekymre sig om penge. jeg føler bare til tider, at jeg lever hans drøm mere end min. Hvis jeg vil i byen skal jeg først igennem de tusinde spørgsmål og indvendinger fra hans side.

Kan vi ikke beholde os selv og vores selvstændighed når vi går ind i et forhold? Kompromis er en god ting, men hvor meget skal vi opgive? Kan vi og Jeg ikke forenes så vi ikke skal spørge om lov og tage hensyn, i en sådan grad at vi til tider kan føle os frihedsberøvet?

Jeg ønsker alle derude held og lykke med deres forhold og opfordre på det kraftigste til, at beskytte deres jeg og ikke blive væk i en verden af vi.