Parforhold og kærlighed må være et af de emner, som der er blevet skrevet mest om. Sange, digte, og de evendelige bøger som skal fortælle os hvornår vi får det perfekte forhold. Vi ser dog aldrig ud til at blive klogere. Der er ikke to forhold som er ens, og selvom det er vores forhold nr. 100 bliver det ikke lettere. Vi bliver stadig ramt at tvivl, undren, skam, fortvivlelse og forvirring. En anden del af forholdet er selvfølgelig kærligheden, trygheden og glæden ved bare at være nær den man elsker, men den del er nu "let nok".
Når vi går ind i et forhold kommer man ind i det som to individer, to personer med hver deres håb og drømme, idealer, ideer, interesser, hobbyer og syn på livet. Men langsomt bliver jeg til vi: " vi kan desværre ikke komme på lørdag pga...." "Vi bryder os ikke om det der", OSV. Det er for så vidt også godt nok, det er skønt at være to, men det skal ikke foregå på bekostning af det at være en, af at være én selv.
Jeg har lagt mærke til de små tegn mere og mere, det sidste stykke tid. Et eksempel er en veninde som gerne ville have haft nogle store baggy bukser p,å men i stedet tog små shorts på, fordi hendes kæreste synes store bukser ikke er feminine. En anden føler ikke hun kan tage med på en impulsiv bytur, fordi kæresten nok regner med at de skal være sammen, jeg selv brugte 3 hårde uger på at skændes med min kæreste, om hvorvidt jeg måtte have ring i næsen eller ej. Hvad er det for en gang pis? Selvfølgelig er det at gå på kompromi og tage hensyn til ens partner en del af et sundt forhold, men hvor går grænsen? Hvornår finder vi os i for meget fra vores partners side? Hvornår bestemmer vi selv for meget over hans liv?
Så mange spørgsmål der mangler svar.
Da jeg var yngre og stadig boede hjemme og syntes at mine forældres regler gjorde livet surt for mig, drømte jeg om når jeg selv blev voksen, fik min egen lejlighed i en storby og endelig kunne leve mit liv lige præcis efter mit hovede. Min gamle plan om fremtiden er dog ikke helt blevet indfriet. Til at begynde med har jeg nu som 21 årig stadig aldrig boet alene. Jeg flyttede direkte fra min mor og ind til min kæreste som jeg har boet med lige siden. I stedet for en skæg indrettet lejlighed i København bor jeg nu i et hus i en provinsby. Det er ikke meningen jeg skal lyde utaknemmelig, for er altid blevet behandlet som en prinsesse og der er ikke mange unge der har den luksus at bo i hus og ikke skulle bekymre sig om penge. jeg føler bare til tider, at jeg lever hans drøm mere end min. Hvis jeg vil i byen skal jeg først igennem de tusinde spørgsmål og indvendinger fra hans side.
Kan vi ikke beholde os selv og vores selvstændighed når vi går ind i et forhold? Kompromis er en god ting, men hvor meget skal vi opgive? Kan vi og Jeg ikke forenes så vi ikke skal spørge om lov og tage hensyn, i en sådan grad at vi til tider kan føle os frihedsberøvet?
Jeg ønsker alle derude held og lykke med deres forhold og opfordre på det kraftigste til, at beskytte deres jeg og ikke blive væk i en verden af vi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar