De fleste af os vil gøre hvad som helst for at dem vi elsker har det godt.
Det er skønt når man har tidligt fri en dag, at kunne svinge forbi en ven/veninde/familiemedlem som man ved har det svært, det er skønt at have overskud til at kunne hjælpe andre. Men vi kender også alle sammen de dage hvor vi har en aftale som betyder meget for den vi har aftalen med, men måske har man sovet dårligt, har hovedpine eller været stresset hele dagen, og ville derfor egentlig foretrække at kunne tage direte hjem, men vi har lovet det, så vi dukker troligt op til aftalen og gemmer vores egne behov lidt væk. Det er i mine øjne en stor dyd at man kan sætte andres behov udover sit eget, så fred være med det. Men der er kun 7 dage på en uge, 24 timer hver dag, og måske 7 personer der på den ene eller anden måde har brug for din hjælp for at gøre deres dag lidt lettere. Det kan være små ting, et lift, en snak, et besøg, en tjeneste af forskellig art osv. Det at sætte andres behov først bliver pludselig en vane mere end den særlige undtagelse i hverdagen.
Man får at vide hvor dejligt det er at man hjælper og hvor uundværlig man er, en fantastisk kompliment at få, men samtadig et ansvar, for samtidig siger personen at uden dig ville det hele ikke være helt så godt, så her modtager du en portion ansvar for min lykke.
Det ender med at dine prioriteter består af andres prioriteter, hvem kan sige nej når en man holder af har brug for hjælp ? Vi vil alle gerne hjælpe dem vi holder af, og man kan til tider blive gal på en man holder af, hvis denne har haft problemer som han eller hun ikke har bedt om hjælp til.
Men pludselig er dit liv blevet til den ene dag efter den anden, hvor andres behov skal opfyldes på trods af dine egne. Hvor du egentlig helst ville ligge hjemme på sofaen, med en slukket telefon og se dårlige serier hele dagen, men vi slukker ikke telefonen, for hvad nu hvis der sker noget vigtigt. Det varer derfor ikke længe før et opkald eller en sms dropper ind og bryder freden "jeg forstyrer vel ikke?" -"nej nej hvad er der?" "Du kunne vel ikke liiiiige?" - "jo selvfølgelig" Og så kører vi igen.
For at verden skal kunne køre rundt på den bedst mulige måde, mener jeg at vi alle skal hjælpe hinanden, og er hinandens ansvar. Men den eneste der er ansvarlig for sin egen lykke er samtidig dig selv. Så hvornår er nok nok? Hvor skal grænsen sættes? Er grænset allerede nået når du opdager du lever et liv for at gøre en anden end dig selv lykkelig, eller når du tører egne tårer væk for at trøste en anden som du ikke vil bekymre med din egen sorg? Og Hvis grænsen først er nået, hvordan kommer du så tilbage på den "rigtige side?"
Måske vi bare skal lære at acceptere at vi ikke altid kan være der for alle. Lære at sætte egne behov højere op på prioritetslisten, det svære er her, synes jeg, at finde balancen mellem at passe på sig selv og stadig være der for andre, dvs balancen mellem egoisme og næstekærlighed.
I bund og grund er det på længere sigt det sundeste at sætte sig selv højest, ingen er en utømmelig kilde af overskud, tålmodighed og kærlighed, og når denne er brugt op er der jo ingen hjælp af hente for nogen. Man bliver nødt til at lade op en gang imellem, og huske at man selv burde være centrum i sit eget liv.
Vi skal selv være hovedpersonen i vores eget liv, ikke en birolle der assistere de andre.
Men hvornår er nok nok og hvordan finder vi balancen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar