julen er... Hvilken tid?

Julen er hjerternes tid...
rimer på
julen er smerternes tid...
For mange handler julen ikke om glæde, røde kinder, god mad og fællesskab.
Ikke alle har en familie at være sammen med
Ikke alle har den familie omkring sig de håbede og ønskede
Ikke alle sider i varme stuer
For dem, er julen de bristede håbs tid
de smertefulde minders tid
en tid som minder dem om alt hvad de har mistet
en tid som i sin glansbilledpragt stiller storkontrast til virkelighedens verden
julen med alle sine julelys får derved mørket til en syne endnu mørkere
minderne om en tid som er tabt for evigt
minderne om en tid man ønskede aldrig havde fundet sted
alle disse minder hører også julen til.
Men vi har ikke billeder af narkomaner på vores julekalender
snemanden skaber ingen forbindelser til den hjemløse som frøs ihjel i sneen i nat
den lille pige med svovlstikkerne hører til i H.C Andersens bog
så vi lukker øjnene for barnet uden sko på gaden
Er julen i virkeligheden illusionernes tid?
Er der nogen som husker dem som ingen har?
Er de eneste julemirakler dem i tv og i bøgerne som vi nyder fra sofaen?
eller er der stadig håb
Er julen fornægtelsen, benægtelsen, fortrængningens og facadernes tid?

Julen er individuel, den er hvad man gør den til, men måske det er vigtigt at huske, at der er mange derude, som ikke ligner dem på årets julekort.

Love aint easy
love aint kind
love is the one thing
that will fuck up your mind

Kærlighed

Kærlighed
kærlighed er meningen med livet
kærlighed overvinder alt
Hvorfor er den kærlighed så fantastisk?
Indrømmet - kærligheden kan give vinger og en følelse af lykke
Men ingen optur uden nedtur
knuste hjerter og sorg

"jeg er intet uden dig" er et kraftigt udsagn sagt med kærlighedens ord, men i mine ører lyder det mere som om der bliver sagt, at kærligheden gør mennesker uselvstændige, man bliver ikke et helt menneske med en anden, men giver den ene halvdel af sig selv væk så man mister sin værdi hvis den anden forsvinder.
"Jeg har intet at leve for uden dig" smukke ord der beskriver den store kærligheden fra en til en anden, ment som en beskrivelse af hvor vigtig en person kan være. Det jeg hører er ansvaret for den enes liv givet videre til en anden. Hvis du går tager du mit liv væk, du er ansvarlig for at holde mig i live. kærlighedserklæringen bliver den respirator som holder den ene i livet, og lægger byrden på den andens skulder.
kærligheden er et ord der skal dække mange følelser og behov, der findes ikke ren kærlighed, der findes forelskelse - kemikalier i hjernen. kærlighed er poeternes opfindelse, et eventyr som man kan læse om men ikke finde i den virkelige verden. Der findes tryghedsbehov, pengemangel, frygt for det uvisse, ignorance, naivitet, lukkede øjne, ideer om det perfekte liv, glansbilleder, løgne.

Alt dette betyder ikke at jeg ikke træt på kærligheden, jeg tror den i samme omfang som ondskab, engle og dæmoner. skyggebilleder og håb som er en del af menneskeligheden.
Jeg tror på det når folk siger de elsker en, for det meste. Jeg mener det selv når jeg siger ordene.
Men jeg nægter at ligge mit liv i kærlighedens hænder, ingen er alt for mig, ingen er hele mit liv. jeg er mit liv, og jeg besidder selv evnen til at fuldende dette liv. Jeg har ikke et behov for at skubbe ansvaret over på et uhåndgribeligt begreb.
Kærligheden findes. Kærligheden er smuk. kærlighed bringer glæde.
Men der er så meget mere.

En kærlighed jeg tror på og er heldig at have i mit liv lige nu, er den kærlighed jeg kan give til en, og få igen. En som ligner mig på så mange punkter at det somme tider kan skræmme mig. Ham som får mig til at smile, ham som kæmper hvad han kan for at få det til at lykkes. det kan ikke forklares. De siger modsætninger mødes, han er ikke min modsætning, tværtimod, men måske er det det jeg har brug for lige nu.
Den kærlighed består af forelskelse, af behovet for at føle sig elsket, beundret, værdsat og værdig. Den har reddet mange mørke dage.
En anden kærlighed som er vigtig for mit livs velbefindende, er kærligheden mellem veninder. En som altid skriver og spørger hvordan det går, en som altid ved det når det ikke går godt, en der altid kommer og forsøger at trøste og opmuntre. En som selv kommer når hun har det skidt og der er sket noget. En som forstår mig og er min stille men altid trofaste klippe. En som altid smider alt hvad hun har i hænderne, en jeg altid vil gøre det samme for.
---- Sometimes all you need is one--- <3 Tak

familiens kærlighed er en kraftfuld ting, der finder man ubetinget kærlighed, og nogen som vil kæmpe med uanede kræfter for ens velbefindende. Nogen som altid er der.
Min familie er utrolig vigtig for mig, denne kærlighed kan aldrig tages fra mig.

I forlængelse af familiens kærlighed, og min sammenligning med kærlighed og narko i udsagnet "ingen optur uden nedtur" vil jeg afslutte med en smertens kærlighed. Kærligheden er et stof vi alle er afhængige af, men det er ikke det eneste stof der findes. det ved mange, og mange benytter gerne erstatningen ofte.
For nylig oplevede venner og familie kærlighedens smerte da en ung dreng sagde farvel til livet alt for tidligt. jeg kendte ham ikke, men jeg ser kærlighedens enorme kraft i øjnene på dem som har mistet. Jeg håber andre vil "nøjes" med kærlighedens stof og ikke følge samme vej, en vej som drejede ned af mørke stier.
"Englene smiler og de græder dine tårer"

Når livet gør ondt

Øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.

ikke alle dage kan øjet tindre på kommando
når glæden intet sted i kroppen har at bo
ikke alle dage kan munden fake en latter
ting gør ondt jeg selv ikke fatter
på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner
undgår alt og alle jeg kender

tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm
tv og radio fortrænger stemmernes larm
mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig
livet der før var let, er ikke længere en leg
eller også har jeg glemt hvordan man gør
forstenet i mit mørke bag den låste dør

Så mange ting jeg skal og bør
så meget man skal nå inden man dør
aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund
vægten daler dagligt, pund for pund
pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs
rodet voksner, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs

frustreret over min manglende energi
mangler struktur og mangler pli
for svag og sølle til at rette ryggen
leder efter styrken til at genfinde lykken
indtil da vil øjet tindre og munden le
for at skjule det indre som ingen må se.

En sludder for en sladder?

Er på krisecentret hvor jeg arbejder, og benytter tiden til at få skrevet lidt på en opgave vi er i gang med på universitetet. Trængte dog lige til en lille pause og synes jeg havde lyst til at gå herind og vrøvle lidt. For en gang skyld har jeg ikke et bestemt emne eller en bestemt tanke i hovedet. Men måske er det en gang imellem også en god ide at sætte sig ned og skrive, uden at have noget at sige, og se hvad der kommer frem. Finde ud af hvad man egentlig tænker på, når fingrene spontant løber over tasteturet.
Er som sagt på arbejde, nr. 2 i dag, tidligere havde jeg åben vagt i butikken hvor jeg arbejder også arbejder. i aften skal jeg til fest med nogle gamle venner som jeg faktisk glæder mig meget til. Så det vel egentlig hvad der er på tapetet lige pt.

Forleden var det min fødselsdag - 22 - tak skal i ha. En dag der ikke blev som jeg havde regnet med. Jeg har altid haft en barnlig glæde omkring min fødselsdag, har altid glædet mig laang tid før dagen, planlagt hvad der skal spise, hvem der skal inviteres, ønskelisten osv. Min plan for dette års fødselsdag stod på at sove til ved 10 tiden, hvorefter jeg ville gå en lang tur med min hund, hente rundstykker og gå hjem og spise dem, ligge lidt på sofaen og stene Buffy på dvd, indtil eftermiddag hvor den stod på boller, kakao, lagkage og det hele nede hos min mor med mine bedsteforældre, efterfulgt af gæster til aftens kaffe. Stille og rolig idyl.
I stedet startede min dag klokken 5 om morgenen i stedet for klokken 10 om formiddagen, hvad jeg troede var et fødselsdagsopkald var i stedet et råb på hjælp, som krævede jeg skulle planlægge begravelsen af en jeg havde i røret imens tårene løb ned af kinderne. De der truer med selvmord fuldfører aldrig, det gjorde han heller ikke, men for første gang nogensinde troede jeg meget på han ville gennemføre. jeg skulle love at passe på hans familie, vores dyr, mig selv. en tur ned af memory lane imens jeg kunne høre smerten i hans stemme, en fortælling om det elendige liv - since you've been gone. Livet er nogle gange bare satans hårdt. Efter at have sagt farvel fik jeg grædt mig selv i søvne og sov igen til klokken halv tolv.
Nu var rundstykkerne garanteret udsolgt og det var i øvrigt ikke noget glad fødselsdagsbarn der stod ud af sengen. Resten af dagen gik vel som planlagt, men uden den følelse i kroppen jeg havde glædet mig til. I stedet var min hjerne fyldt med tanker og stemmer, dødstrusler, smerte og gråd, frustration. Skænderier med en jeg virkelig havde brug for forstod mig, men som ikke gjorde. medfølelse og vrede rettet mod en og samme person. Happy birthday.
Ikke det mindre må man alligevel rejse sig op, takke guderne for at jeg har en dejlig familie at fejre dagen med, blomster, gaver og lækker mad, de var der ligesom sidste år, så tak for endnu et år, og så fuck det andet. Selvom det ofte er svært for mig at følge min egen filosofi, mener jeg nu stadig, at ting der ligger udenfor ens rækkevide, ting man ikke kan ændre, er ikke værd at bruge tid på.


Derudover Har jeg en jeg er blevet glad for, en der får mig til at smile. En jeg har prøvet på at holde på afstand. en jeg har sat regler op for, en jeg lod bryde dem. En der kan fylde min krop med glæde, spænding og lyst, samtidig med frustration, forvirring og frygt. En som til tider kunne have været et lille barn, der glemmer at slukke tv'et når han går, vrøvler, er useriøs og ansvarsløs. Men også en der har set mere end de fleste, udsat for mere end han burde og ofte misforstået. En der har mere at byde på end øjet lige ser, en der ofte minder mig meget om mig selv, men som også ofte frustrerer når han ikke reagere som planlagt. Han irriterer mig grusomt, frustrerer mig, gør mig bange, men han gør også et eller andet der alligevel gør jeg ikke giver slip. Selvom min fornuft siger jeg skal så gør jeg det ikke. han udfordrer mig på mange punkter, udfordre min selvkontrol, min overfladiskhed, min selvkontrol, min jalouxi, min paranoia.
I'm in it for the ride now, dont know were we are going. Jeg udvikler mig forhåbentlig og lærer mig selv at kende. Ved det ender galt, forhåbentlig ikke til det værste, men ingen lykkelig slutning. Er stadig bange for både ham og mig, hvad jeg har rodet os begge ud i. Men lige nu, må jeg nyde øjeblikket, de blå øjne og det skæve smil. Truly Madly deeply.
Jeg havde en plan, men det blev ikke som planlagt, kunne ikke kontrollere det og pludselig er man fanget midt i det hele.

Har jeg vrøvlet nok nu? Tror jeg :)

Alle mine veninder

Fik lyst til at skrive et indlæg dedikeret til nogle af de vigtigste mennesker i mit liv, mine veninder. Venner og veninder er den familie man selv vælger, en familie man skal kæmpe for holder sammen og alle har det godt.
Nogle perioder i ens liv minder en om hvor stor denne families betydning er.
Alle mine veninder og jeg selv har taget hul på en rejse mod at finde os selv og vores plads her i livet, på sådan en rejse er det vigtigt ikke at skulle gå alene. Vi flytter stenene på hinandens vej, peptalker når en når til en stejl bakke, giver klap på skulderen når alting går godt og en skulder at græde ved når vejen virker for hård. Vi deler ud af råd og egne erfaringer, lytter, diskuterer og ser alle situationer fra flere vinkler.

De veninder jeg har i min lille familie, er nogle fantastiske piger som jeg har kendt i mange år og været gennem meget sammen med. Fester, druk, tømmermænd, vilde byture, shoppe ture, middage på restauranter, julefrokoster, nytår, strandture, den første kærlighed, den første gang, det første brudte hjerte, første gang man flytter sammen med en kæreste, første gang man flytter alene, død, skilsmisse og tusinde andre ting har vi været igennem sammen, og det er det der gør at vi kender hinanden så godt, for vi har været med hele vejen.

Mine veninder har jeg grædt og grinet med og de betyder alt i verden for mig, uden dem var jeg ikke blevet den jeg er i dag, og havde ikke haft den fornødne støtte til at kunne fortsætte min rejse.
Drenge kommer og går men veninder er der altid, det der derfor vi i vores lille familie har mottoet Hoes Over Broes.

Jeg kunne vrøvle videre i hundrede år om mig og mine veninder, men når man ser sig omkring og ser al den usikkerhed, illoyalitet, sladder osv der findes i så mange veninde kredse, synes jeg det er det værd at tage tiden ud og sige at der findes stadig ægte mennesker derude, jeg er heldig at have fundet en hel flok, en familie jeg håber jeg altid vil have.

Tak til jer der altid har været der til at støtte mig i mine dårlige perioder og delt glæden i de gode. I er guld værd!

Tak til: Mette, Liv, Anette, Mimse og Henriette <3

eksistentialismen og mines tanker

Eksistentialisme

Mennesket er i centrum. Vi vælger selv vores liv. Gennem vores valg og handlinger skaber vi vores eget liv, eksistens og identitet.
Vi vælger ikke selv de udfordringer vi møder på vores vej i livet, men vi vælger selv hvordan vi vil tackle dem. I modvind bygger nogen læhegn og andre bygger vindmøller.
I eksistentialismen er livet subjektivt og meningen med livet er en ikke konstant størrelse som er individuel og i foranderlig. Læhegn og vindmøller har samme værdi, men du står selv til ansvar for hvilket du har valgt.
Hvor du er i livet skyldes ingen andre end dig selv. Du har ingen ret til at ligge ansvaret fra dig over på familie, venner, omgivelser og miljø. Du vælger hvad sti du vil gå i livet, går du mod lyset vil skyggerne altid falde bag dig.

Det er lettere sagt end gjort at tage det fulde ansvar for mit liv, vi har alle en tendens til at ligge lidt af ansvaret over på andre. Det skal vi også have lov til, men jeg tror det er sundt at have den eksistentialistiske tankegang i baghovedet og gøre os selv bevidste om vores eget ansvar for eget liv.
Jeg vil også gerne selv ligge ansvaret for mange ting i mit liv over på andre og det kræver selvdisciplin at tage ansvaret på egne skuldre.

Jeg stresser over at have en hund som skal aktiveres og motioneres dagligt og ikke tager hensyn til jobs, skole, fester og dårligt humør der gør man helst vil ligge under dynen og gemme sig. En hund som det hovedsageligt var min daværende kæreste der bestemte vi skulle have. Men jeg valgte selv at give efter for hans ønske om at få hund, selvom jeg i bund og grund godt vidste han aldrig ville tage sig tid til den, jeg har selv valgt at beholde den i stedet for at finde et nyt hjem.
Der findes valg og konsekvenser og det er livets kerne. Valget er at det er min hund og jeg elsker den og vil beholde den, konsekvensen er at det kan give lidt stress og andre problemer. Men det er mit valg og igennem det jeg skaber min identitet.

Når jeg støder på problemer og udfordringer i mit liv, der truer min tryghed, om det så er selvforskyldt eller noget udefrakommende, er min forsvarsmekanisme eller reaktionsmønster i høj grad præget af paranoia. Ikke en forfølgelses vanvid der giver mig tanker om konspiration eller at jeg bliver forfulgt af fremmede, men en paranoia der overskygger den tillid jeg normalt har til menneskerne omkring mig. En paranoia med en stemme der fortæller at du ikke kan stole på andre, at de ikke vil dig det bedste, at de vil udnytte dig, svigte dig, er uærlige osv. En stemme der taler så højt at den ofte overdøver min normale tankegang og erfaring som fortæller at de veninder og mennesker jeg har omkring mig, fordi jeg har valgt at have dem i mit liv, at dem kan jeg altid stole på, og intet taler for at de skulle være utroværdige og have onde hensigter. Jeg har intet grundlag for min mistillid og paranoia og ofte kommer den snigende uden jeg opdager det.
Her skal jeg selv tage ansvar for at gennemtænke mine handlinger, mine tanker bag disse handlinger, jeg får et valg, du kan lytte til din paranoia eller lytte den stemme der siger at folk er gode. Det er mit valg og mine konsekvenser, hvad valget end vil blive. valget er mit, og gennem dette skaber jeg mit liv og min identitet.

Der er tusinde ting i min hjerne jeg skal have gravet frem og vendt og drejet, jeg har taget første skridt på en lang rejse ind i mit eget sind og har stadig meget at lære endnu.
Nogle dage vil jeg vælge at lade mig indhylle i det mørke der gemmer sig i mig, tro på at alle vil mig ondt, rulle gardinerne ned og gemme mig i mørket. Det gør ingenting, sådan er jeg, mine nedture er en del af den jeg er, men så længe jeg er i stand til at stå op af sengen igen, når jeg har tænkt tingene igennem og set dæmonerne i øjnene, så gør det mig ikke noget. Det kan gøre ondt og til tider føles som om det suger livet ud af kroppen på mig, men så længe jeg er bevidst om det og skille de gode fra de onde stemmer, kan jeg træffe det valg der skaber mit liv og min identitet og ansvaret er mit alene.

livet er subjektivt. Min oplevelse af verden er ikke den samme som jeres, vi lever alle i hver vores virkelighed.
Men jeg håber der i denne verden er plads til vores forskellige virkeligheder kan smelte sammen i harmoni.
Jeg er summen af mine valg og handlinger. På godt på ondt. Mine styrker og svagheder. Sådan er jeg - det er mit valg. Jeg kan kun håbe at andre vælger at der i deres liv stadig er plads til mig, på godt og ondt, men det er deres valg og deres ansvar- det der skaber deres liv og identitet.