Er på krisecentret hvor jeg arbejder, og benytter tiden til at få skrevet lidt på en opgave vi er i gang med på universitetet. Trængte dog lige til en lille pause og synes jeg havde lyst til at gå herind og vrøvle lidt. For en gang skyld har jeg ikke et bestemt emne eller en bestemt tanke i hovedet. Men måske er det en gang imellem også en god ide at sætte sig ned og skrive, uden at have noget at sige, og se hvad der kommer frem. Finde ud af hvad man egentlig tænker på, når fingrene spontant løber over tasteturet.
Er som sagt på arbejde, nr. 2 i dag, tidligere havde jeg åben vagt i butikken hvor jeg arbejder også arbejder. i aften skal jeg til fest med nogle gamle venner som jeg faktisk glæder mig meget til. Så det vel egentlig hvad der er på tapetet lige pt.
Forleden var det min fødselsdag - 22 - tak skal i ha. En dag der ikke blev som jeg havde regnet med. Jeg har altid haft en barnlig glæde omkring min fødselsdag, har altid glædet mig laang tid før dagen, planlagt hvad der skal spise, hvem der skal inviteres, ønskelisten osv. Min plan for dette års fødselsdag stod på at sove til ved 10 tiden, hvorefter jeg ville gå en lang tur med min hund, hente rundstykker og gå hjem og spise dem, ligge lidt på sofaen og stene Buffy på dvd, indtil eftermiddag hvor den stod på boller, kakao, lagkage og det hele nede hos min mor med mine bedsteforældre, efterfulgt af gæster til aftens kaffe. Stille og rolig idyl.
I stedet startede min dag klokken 5 om morgenen i stedet for klokken 10 om formiddagen, hvad jeg troede var et fødselsdagsopkald var i stedet et råb på hjælp, som krævede jeg skulle planlægge begravelsen af en jeg havde i røret imens tårene løb ned af kinderne. De der truer med selvmord fuldfører aldrig, det gjorde han heller ikke, men for første gang nogensinde troede jeg meget på han ville gennemføre. jeg skulle love at passe på hans familie, vores dyr, mig selv. en tur ned af memory lane imens jeg kunne høre smerten i hans stemme, en fortælling om det elendige liv - since you've been gone. Livet er nogle gange bare satans hårdt. Efter at have sagt farvel fik jeg grædt mig selv i søvne og sov igen til klokken halv tolv.
Nu var rundstykkerne garanteret udsolgt og det var i øvrigt ikke noget glad fødselsdagsbarn der stod ud af sengen. Resten af dagen gik vel som planlagt, men uden den følelse i kroppen jeg havde glædet mig til. I stedet var min hjerne fyldt med tanker og stemmer, dødstrusler, smerte og gråd, frustration. Skænderier med en jeg virkelig havde brug for forstod mig, men som ikke gjorde. medfølelse og vrede rettet mod en og samme person. Happy birthday.
Ikke det mindre må man alligevel rejse sig op, takke guderne for at jeg har en dejlig familie at fejre dagen med, blomster, gaver og lækker mad, de var der ligesom sidste år, så tak for endnu et år, og så fuck det andet. Selvom det ofte er svært for mig at følge min egen filosofi, mener jeg nu stadig, at ting der ligger udenfor ens rækkevide, ting man ikke kan ændre, er ikke værd at bruge tid på.
Derudover Har jeg en jeg er blevet glad for, en der får mig til at smile. En jeg har prøvet på at holde på afstand. en jeg har sat regler op for, en jeg lod bryde dem. En der kan fylde min krop med glæde, spænding og lyst, samtidig med frustration, forvirring og frygt. En som til tider kunne have været et lille barn, der glemmer at slukke tv'et når han går, vrøvler, er useriøs og ansvarsløs. Men også en der har set mere end de fleste, udsat for mere end han burde og ofte misforstået. En der har mere at byde på end øjet lige ser, en der ofte minder mig meget om mig selv, men som også ofte frustrerer når han ikke reagere som planlagt. Han irriterer mig grusomt, frustrerer mig, gør mig bange, men han gør også et eller andet der alligevel gør jeg ikke giver slip. Selvom min fornuft siger jeg skal så gør jeg det ikke. han udfordrer mig på mange punkter, udfordre min selvkontrol, min overfladiskhed, min selvkontrol, min jalouxi, min paranoia.
I'm in it for the ride now, dont know were we are going. Jeg udvikler mig forhåbentlig og lærer mig selv at kende. Ved det ender galt, forhåbentlig ikke til det værste, men ingen lykkelig slutning. Er stadig bange for både ham og mig, hvad jeg har rodet os begge ud i. Men lige nu, må jeg nyde øjeblikket, de blå øjne og det skæve smil. Truly Madly deeply.
Jeg havde en plan, men det blev ikke som planlagt, kunne ikke kontrollere det og pludselig er man fanget midt i det hele.
Har jeg vrøvlet nok nu? Tror jeg :)
