Den Lilla Sky: 2013

Min historie Siden jeg var lille har jeg gået meget op i uretfærdigheden i verden, jeg har altid drømt om at gøre en forskel. Med respekt i øjnene har jeg set på de som turde, gad og gav sig, for at kæmpe for en sag de tror på. Der er utrolig mange sager i verden som har brug for en hjælpende hånd. En af dem, en af dem som jeg altid har haft fokus på, er dyrenes velfærd. Ghandi er smukt citeret "En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr". Hvilket jeg er ganske enig i, og personligt mener er et område med alt for lidt fokus. Da jeg gik i 6. klasse og var meget optaget af dyrevelfærd og begyndte, at læse mere om dansk og udenlandsk landbrug tog jeg hurtigt et standpunkt, det var ikke en behandling af levende væsner som jeg ønskede at være en del af, og afstod derfor fra, at spise alle former for kød på nær fisk. En livsstil også kaldet Pesco-vegetarer, som ikke er den egentlige eller "rigtige" vegetarstil. Min baggrund for denne beslutning var min kærlighed til dyrene, en uforstående holdning til folks ligegyldighed, et princip og et håb om at gøre en forskel. Min beslutning blev ikke videre positivt mødt af mine nærmeste. Jeg blev mødt med overbærende smil, lettere rysten på hovedet og grimasser som jeg tolkede som "hun er besværlig, naiv, mærkelig, overdreven". Det skal ikke udelukkes, at min beslutning, alderen taget i betragtning, har været en del af min identitets søgning, ungdomsoprør og en del af min vej på at finde mig selv og min plads i verden. På trods af dette aspekt af min beslutning, bliver jeg i dag når jeg ser tilbage, både harm og såret, over den mangel på støtte og interesse som var massiv. På daværende tidspunkt reagerede jeg med ligegyldighed eller provokation hvis jeg følte folk "grinede af mit valg" eller på anden måde udtrykte negative holdninger. Men i bagspejlet har jeg nok været såret over ikke at være blevet forstået, set og accepteret. Om de voksne og andre børn/unge omkring mig har set det som et ungdomsoprør eller ej, burde min virkelighed være blevet anderkendt som gyldig, for mig var det vigtigt og noget jeg brændte for. Jeg forsatte med kun at spise lejlighedsvis fisk og ellers vegetarisk kost frem til jeg var 20 -21 år. Oprindeligt påbegyndte jeg livsstilen med min daværende bedste veninde, som senere, jeg husker ikke hvornår, afstod fra livsstilen igen. Udover hende havde jeg aldrig mødt en med forståelse eller interesse for hverken livsstilen eller dyrs velfærd generelt. Min livsstil var da en vanesag og ikke noget jeg længere tænkte bevidst over. Som sagt har jeg aldrig oplevet en reel interesse fra min familie eller venner for baggrunden for mit valg, eller nogen form for støtte af min beslutning. Der blev ikke forsøgt med vegetariske retter i hjemmet. Min mormor har dog altid været sød til at tage hensyn, hun er glad for at bage, har også lavet både pizzasnegle, ketshup/ostehorn og vegetariske forårsruller til mig, og havde tit en lille ret med fisk til f.eks julefrokoster hvor andre fik frikadeller og steg og hvad der ellers var. Herudover oplever jeg også på et tidspunkt en kæreste og svigermor, som trods besværet altid var sød til at lave to retter, fx. både lasagne med kød og en kun med grønsager. Da jeg ikke længere tænkte bevidst på min kost, og den mad jeg lavede til mig selv oftest var pomfritter eller rugbrød med agurk, begyndte min livsstil at få konsekvenser for mit helbred. I flere år havde jeg dagligt hovedpine, som til sidst blev ret slemme, herudover var jeg ofte meget træt og havde svært ved at huske og koncentrere mig, på baggrund af dette og med "støtte" fra familien og mine øvrige nærmeste opgav jeg min pesco-vegetarer livsstil. Jeg stod for at skulle starte på universitet og var bange for ikke at kunne følge med, på grund af specielt hovedpinen og koncentrations besværet. Et par år er gået siden den beslutning og mange ting er sket i mellemtiden. Jeg valgte at flytte fra Nordjylland og bosatte mig i stedet på Amager. Tæt på hvor jeg bor, har jeg sammen med en masse andre hundeejere, været en del af et hold som har opført en hundegård. Som ny i byen fik jeg en masse søde venner og veninder i denne anledning. I forhold til min livsstil, blev specielt et venskab et omdrejningspunkt for mig. Jeg møder pigen Julie med sin kække bette hvide hund, som med et smittende smil på læben fortæller hvordan hun brænder for at hjælpe dyr i verden og har været vegetar i mange år. Sammen med Julie tager jeg til demonstrationer mod pels og får igen rettet min opmærksomhed mod dyre velfærden, hvilket både giver mig dårlig samvittighed over at have sviget, men også blod på tanden for, at komme op på hesten igen. Endelig at møde en som forstår de følelser og holdninger jeg selv har haft i mange år, har betydet meget for mig. Julie selv har for nyligt taget skridtet videre til, at blive veganer og har for det en kæmpe guldstjerne i min bog. Herefter har jeg mødt flere vegetarer og har ikke længere følelsen af at være alene med disse holdninger, men kan nu få en snak med nogen som ikke kun er præget af overbærende smil og rysten på hovedet. For ikke at overvælde mig selv og udfordre mine tidligere halv maniske spisevaner, er første skridt "pesco-vegetar", Næste skridt er vegetar, fremtidens skridt veganer. Vegetarisme er for mig ofte en anledning til at blive lidt hidsig og jeg kan blive enormt foraget og frustreret over dem jeg diskutere med. Jeg kan ligeud ikke forstå hvordan vi ikke kan være enige, men jeg accepterer, at ikke alle er enige i mit valg. Jeg kan dog ikke forstå folks behov for at "se sort". Når der ses sort sker det, som jeg oplever det, på følgende måde "Du har jo garanteret læder derhjemme? Hvad så med vingummi, mælk og smør? Er det ikke også synd for myrene du træder på dem? Burde din hund ikke også leve frit i skoven i stedet for?" for mig spørgsmål som jeg formoder ikke kommer på baggrund af interesse eller oprigtig undren, men som provokation. Jeg siger hverken for eller imod nogen af de spørgende argumenter, jeg burde måske tage det som en kompliment at folk pludselig forventer at jeg faktisk kunne være i stand til revolution og ændre hele verden. Men jeg ville blive psykisk syg hvis alt skulle kontrolleres så kraftigt, og kun kunne gå på mine egne fødder af frygt for en myre blev ramt af bilen eller toget. Men hvad er behovet for denne provokation? Det er denne del der gør mig hidsig. Om folk er enig eller uenig i at dyr fortjener et bedre liv end vi giver dem i Danmark og at/om det gør en forskel at afstå fra kød er ikke det der får mig til at se rødt. Men jeg er dybt uforstående for folks behov for at provokere og finde fejl, i stedet for at se på intentionen bag valget, at jeg rent faktisk bekymrer mig for andre end mig selv, at jeg har lyst til at kæmpe for nogen som ikke har en stemme selv, at jeg tror på og lever efter noget jeg føler er rigtigt og vigtigt, åbenbart betyder mindre for folk, end et halv filosofisk spørgsmål om myrer og vingummibamser. Hvis det er denne tilgang folk generelt har til hverdagens små og store kampe for, at gøre verden et bedre sted, tror jeg vi går en trist fremtid i møde. Hvis man ser ned på mig som naiv ved, at frastå et liv som kødspiser, skal vi så også grine hånligt af dem der giver 20 kr. til nødhjælps organisationerne "haha 20 kr, ja det skal da nok redde de 20 millioner sultende folk i verden" - nej vel?! Det var min historie, mit syn og min virkelighed. Tak fordi du læste med. Dyrene taler ikke vores sprog, men i fællesskab kan vi hjælpe med at give dem en stemme alligevel!

Den Lilla Sky

tirsdag den 8. oktober 2013

søndag den 28. april 2013

You are my heartbeat

lørdag den 6. april 2013

Vejen til vegetarisme på godt og ondt