tag:blogger.com,1999:blog-84458120142136772452024-03-05T19:31:58.782-08:00Den Lilla SkyEn sky som regner med drømme og tanker.
Inspireret af mennesket, med alle dets skyggesider og hemmelighederNadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.comBlogger24125tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-17981941260094383982013-10-08T12:12:00.001-07:002013-10-08T12:12:26.032-07:00<div style="text-align: center;">
Når livet</div>
<div style="text-align: center;">
er et puslespil</div>
<div style="text-align: center;">
med</div>
<div style="text-align: center;">
sort motiv</div>
<div style="text-align: center;">
og uden</div>
<div style="text-align: center;">
hjørnebrikker.</div>
<div style="text-align: center;">
Er det svært </div>
<div style="text-align: center;">
at samle brikkerne </div>
<div style="text-align: center;">
Og finde meningen</div>
<div style="text-align: center;">
<br /></div>
<br />
<br />
<br />Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-32181632163333012542013-04-28T12:03:00.000-07:002013-04-28T12:11:56.308-07:00<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<h2 style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">You are my heartbeat</span></h2>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhRLOg68mH1MNSgherIuTAisahl0aPJzqW7w6xQDVslpKIyVwSIf_irQi3CPj7nqJsl3owQDqL4SKe7Wg1m-naTOWKWDp46SdDHVsGTtOKAGd_y6KPVoQYKBPmLKqmiYjeEgO3dGfI9jhI/s1600/Bandit.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhRLOg68mH1MNSgherIuTAisahl0aPJzqW7w6xQDVslpKIyVwSIf_irQi3CPj7nqJsl3owQDqL4SKe7Wg1m-naTOWKWDp46SdDHVsGTtOKAGd_y6KPVoQYKBPmLKqmiYjeEgO3dGfI9jhI/s320/Bandit.jpg" width="320" /></a></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">I miss you so much it hurts </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">How can I breathe when I’m drowning in tears?</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> How can I move when my body feels dead? </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">How can I see when my light is gone?</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> Nobody understands how much it hurts </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Nobody understands how lonely I fell now </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Nobody understands how much you mean to me</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> You make my heart beat and the sun rise </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">You make the birds sing and the sun shine </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Now you’re gone there is nothing but darkness </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">I move around, numb </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Like a shell with nothing inside </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Like a shadow of who I used to be</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> But who I can only be with you by my side</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> ‘Cause you bring light to the darkness </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">You bring the happiness to my soul </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Your smile makes the world make sense</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> Your body is home for my love </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Without the one to receive my love – my soul will not produce it </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">Nobody can understand this love</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> it’s just a dog – makes no sense to me </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> Cause you are my best friend and my heartbeat </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">You give me unconditionally love </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> You never lie </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> You never manipulate or have secrete agendas</span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"> You’re are the only one I trust </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">You’re the only one I love so pure </span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;"><br /></span></div>
<div style="text-align: center;">
<span style="font-family: inherit;">My world won’t move ‘till your back in my arms…
</span></div>
Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-64208783605551616582013-04-06T10:53:00.003-07:002013-04-06T10:54:49.738-07:00Vejen til vegetarisme på godt og ondtMin historie
Siden jeg var lille har jeg gået meget op i uretfærdigheden i verden, jeg har altid drømt om at gøre en forskel. Med respekt i øjnene har jeg set på de som turde, gad og gav sig, for at kæmpe for en sag de tror på. Der er utrolig mange sager i verden som har brug for en hjælpende hånd. En af dem, en af dem som jeg altid har haft fokus på, er dyrenes velfærd. Ghandi er smukt citeret "En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr". Hvilket jeg er ganske enig i, og personligt mener er et område med alt for lidt fokus.
Da jeg gik i 6. klasse og var meget optaget af dyrevelfærd og begyndte, at læse mere om dansk og udenlandsk landbrug tog jeg hurtigt et standpunkt, det var ikke en behandling af levende væsner som jeg ønskede at være en del af, og afstod derfor fra, at spise alle former for kød på nær fisk. En livsstil også kaldet Pesco-vegetarer, som ikke er den egentlige eller "rigtige" vegetarstil.
Min baggrund for denne beslutning var min kærlighed til dyrene, en uforstående holdning til folks ligegyldighed, et princip og et håb om at gøre en forskel. Min beslutning blev ikke videre positivt mødt af mine nærmeste. Jeg blev mødt med overbærende smil, lettere rysten på hovedet og grimasser som jeg tolkede som "hun er besværlig, naiv, mærkelig, overdreven".
Det skal ikke udelukkes, at min beslutning, alderen taget i betragtning, har været en del af min identitets søgning, ungdomsoprør og en del af min vej på at finde mig selv og min plads i verden. På trods af dette aspekt af min beslutning, bliver jeg i dag når jeg ser tilbage, både harm og såret, over den mangel på støtte og interesse som var massiv. På daværende tidspunkt reagerede jeg med ligegyldighed eller provokation hvis jeg følte folk "grinede af mit valg" eller på anden måde udtrykte negative holdninger. Men i bagspejlet har jeg nok været såret over ikke at være blevet forstået, set og accepteret. Om de voksne og andre børn/unge omkring mig har set det som et ungdomsoprør eller ej, burde min virkelighed være blevet anderkendt som gyldig, for mig var det vigtigt og noget jeg brændte for.
Jeg forsatte med kun at spise lejlighedsvis fisk og ellers vegetarisk kost frem til jeg var 20 -21 år. Oprindeligt påbegyndte jeg livsstilen med min daværende bedste veninde, som senere, jeg husker ikke hvornår, afstod fra livsstilen igen. Udover hende havde jeg aldrig mødt en med forståelse eller interesse for hverken livsstilen eller dyrs velfærd generelt. Min livsstil var da en vanesag og ikke noget jeg længere tænkte bevidst over. Som sagt har jeg aldrig oplevet en reel interesse fra min familie eller venner for baggrunden for mit valg, eller nogen form for støtte af min beslutning. Der blev ikke forsøgt med vegetariske retter i hjemmet. Min mormor har dog altid været sød til at tage hensyn, hun er glad for at bage, har også lavet både pizzasnegle, ketshup/ostehorn og vegetariske forårsruller til mig, og havde tit en lille ret med fisk til f.eks julefrokoster hvor andre fik frikadeller og steg og hvad der ellers var. Herudover oplever jeg også på et tidspunkt en kæreste og svigermor, som trods besværet altid var sød til at lave to retter, fx. både lasagne med kød og en kun med grønsager.
Da jeg ikke længere tænkte bevidst på min kost, og den mad jeg lavede til mig selv oftest var pomfritter eller rugbrød med agurk, begyndte min livsstil at få konsekvenser for mit helbred. I flere år havde jeg dagligt hovedpine, som til sidst blev ret slemme, herudover var jeg ofte meget træt og havde svært ved at huske og koncentrere mig, på baggrund af dette og med "støtte" fra familien og mine øvrige nærmeste opgav jeg min pesco-vegetarer livsstil. Jeg stod for at skulle starte på universitet og var bange for ikke at kunne følge med, på grund af specielt hovedpinen og koncentrations besværet.
Et par år er gået siden den beslutning og mange ting er sket i mellemtiden. Jeg valgte at flytte fra Nordjylland og bosatte mig i stedet på Amager. Tæt på hvor jeg bor, har jeg sammen med en masse andre hundeejere, været en del af et hold som har opført en hundegård. Som ny i byen fik jeg en masse søde venner og veninder i denne anledning. I forhold til min livsstil, blev specielt et venskab et omdrejningspunkt for mig. Jeg møder pigen Julie med sin kække bette hvide hund, som med et smittende smil på læben fortæller hvordan hun brænder for at hjælpe dyr i verden og har været vegetar i mange år. Sammen med Julie tager jeg til demonstrationer mod pels og får igen rettet min opmærksomhed mod dyre velfærden, hvilket både giver mig dårlig samvittighed over at have sviget, men også blod på tanden for, at komme op på hesten igen. Endelig at møde en som forstår de følelser og holdninger jeg selv har haft i mange år, har betydet meget for mig. Julie selv har for nyligt taget skridtet videre til, at blive veganer og har for det en kæmpe guldstjerne i min bog. Herefter har jeg mødt flere vegetarer og har ikke længere følelsen af at være alene med disse holdninger, men kan nu få en snak med nogen som ikke kun er præget af overbærende smil og rysten på hovedet.
For ikke at overvælde mig selv og udfordre mine tidligere halv maniske spisevaner, er første skridt "pesco-vegetar", Næste skridt er vegetar, fremtidens skridt veganer.
Vegetarisme er for mig ofte en anledning til at blive lidt hidsig og jeg kan blive enormt foraget og frustreret over dem jeg diskutere med. Jeg kan ligeud ikke forstå hvordan vi ikke kan være enige, men jeg accepterer, at ikke alle er enige i mit valg. Jeg kan dog ikke forstå folks behov for at "se sort". Når der ses sort sker det, som jeg oplever det, på følgende måde "Du har jo garanteret læder derhjemme? Hvad så med vingummi, mælk og smør? Er det ikke også synd for myrene du træder på dem? Burde din hund ikke også leve frit i skoven i stedet for?" for mig spørgsmål som jeg formoder ikke kommer på baggrund af interesse eller oprigtig undren, men som provokation. Jeg siger hverken for eller imod nogen af de spørgende argumenter, jeg burde måske tage det som en kompliment at folk pludselig forventer at jeg faktisk kunne være i stand til revolution og ændre hele verden. Men jeg ville blive psykisk syg hvis alt skulle kontrolleres så kraftigt, og kun kunne gå på mine egne fødder af frygt for en myre blev ramt af bilen eller toget. Men hvad er behovet for denne provokation? Det er denne del der gør mig hidsig. Om folk er enig eller uenig i at dyr fortjener et bedre liv end vi giver dem i Danmark og at/om det gør en forskel at afstå fra kød er ikke det der får mig til at se rødt. Men jeg er dybt uforstående for folks behov for at provokere og finde fejl, i stedet for at se på intentionen bag valget, at jeg rent faktisk bekymrer mig for andre end mig selv, at jeg har lyst til at kæmpe for nogen som ikke har en stemme selv, at jeg tror på og lever efter noget jeg føler er rigtigt og vigtigt, åbenbart betyder mindre for folk, end et halv filosofisk spørgsmål om myrer og vingummibamser.
Hvis det er denne tilgang folk generelt har til hverdagens små og store kampe for, at gøre verden et bedre sted, tror jeg vi går en trist fremtid i møde.
Hvis man ser ned på mig som naiv ved, at frastå et liv som kødspiser, skal vi så også grine hånligt af dem der giver 20 kr. til nødhjælps organisationerne "haha 20 kr, ja det skal da nok redde de 20 millioner sultende folk i verden" - nej vel?!
Det var min historie, mit syn og min virkelighed. Tak fordi du læste med.
<i>Dyrene taler ikke vores sprog, men i fællesskab kan vi hjælpe med at give dem en stemme alligevel!</i>Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-65885015758559638022011-12-28T13:56:00.000-08:002011-12-28T14:08:51.058-08:00julen er... Hvilken tid?Julen er hjerternes tid...<br />rimer på<br />julen er smerternes tid...<br />For mange handler julen ikke om glæde, røde kinder, god mad og fællesskab.<br />Ikke alle har en familie at være sammen med<br />Ikke alle har den familie omkring sig de håbede og ønskede<br />Ikke alle sider i varme stuer<br />For dem, er julen de bristede håbs tid<br />de smertefulde minders tid<br />en tid som minder dem om alt hvad de har mistet<br />en tid som i sin glansbilledpragt stiller storkontrast til virkelighedens verden<br />julen med alle sine julelys får derved mørket til en syne endnu mørkere<br />minderne om en tid som er tabt for evigt<br />minderne om en tid man ønskede aldrig havde fundet sted<br />alle disse minder hører også julen til.<br />Men vi har ikke billeder af narkomaner på vores julekalender<br />snemanden skaber ingen forbindelser til den hjemløse som frøs ihjel i sneen i nat<br />den lille pige med svovlstikkerne hører til i H.C Andersens bog<br />så vi lukker øjnene for barnet uden sko på gaden<br />Er julen i virkeligheden illusionernes tid?<br />Er der nogen som husker dem som ingen har?<br />Er de eneste julemirakler dem i tv og i bøgerne som vi nyder fra sofaen? <br />eller er der stadig håb<br />Er julen fornægtelsen, benægtelsen, fortrængningens og facadernes tid?<br /><br />Julen er individuel, den er hvad man gør den til, men måske det er vigtigt at huske, at der er mange derude, som ikke ligner dem på årets julekort.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-46444564002406016602011-06-27T14:35:00.000-07:002011-06-27T14:36:37.580-07:00<span style="font-weight:bold;"><span style="font-style:italic;"></span></span> Love aint easy<br />love aint kind<br />love is the one thing<br />that will fuck up your mindNadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-32756121850584980422011-05-30T13:07:00.000-07:002011-05-30T13:41:20.826-07:00KærlighedKærlighed<br />kærlighed er meningen med livet<br />kærlighed overvinder alt<br />Hvorfor er den kærlighed så fantastisk?<br />Indrømmet - kærligheden kan give vinger og en følelse af lykke<br />Men ingen optur uden nedtur<br />knuste hjerter og sorg<br /><br />"jeg er intet uden dig" er et kraftigt udsagn sagt med kærlighedens ord, men i mine ører lyder det mere som om der bliver sagt, at kærligheden gør mennesker uselvstændige, man bliver ikke et helt menneske med en anden, men giver den ene halvdel af sig selv væk så man mister sin værdi hvis den anden forsvinder.<br />"Jeg har intet at leve for uden dig" smukke ord der beskriver den store kærligheden fra en til en anden, ment som en beskrivelse af hvor vigtig en person kan være. Det jeg hører er ansvaret for den enes liv givet videre til en anden. Hvis du går tager du mit liv væk, du er ansvarlig for at holde mig i live. kærlighedserklæringen bliver den respirator som holder den ene i livet, og lægger byrden på den andens skulder. <br />kærligheden er et ord der skal dække mange følelser og behov, der findes ikke ren kærlighed, der findes forelskelse - kemikalier i hjernen. kærlighed er poeternes opfindelse, et eventyr som man kan læse om men ikke finde i den virkelige verden. Der findes tryghedsbehov, pengemangel, frygt for det uvisse, ignorance, naivitet, lukkede øjne, ideer om det perfekte liv, glansbilleder, løgne.<br /><br />Alt dette betyder ikke at jeg ikke træt på kærligheden, jeg tror den i samme omfang som ondskab, engle og dæmoner. skyggebilleder og håb som er en del af menneskeligheden.<br />Jeg tror på det når folk siger de elsker en, for det meste. Jeg mener det selv når jeg siger ordene.<br />Men jeg nægter at ligge mit liv i kærlighedens hænder, ingen er alt for mig, ingen er hele mit liv. jeg er mit liv, og jeg besidder selv evnen til at fuldende dette liv. Jeg har ikke et behov for at skubbe ansvaret over på et uhåndgribeligt begreb.<br />Kærligheden findes. Kærligheden er smuk. kærlighed bringer glæde. <br />Men der er så meget mere.<br /><br />En kærlighed jeg tror på og er heldig at have i mit liv lige nu, er den kærlighed jeg kan give til en, og få igen. En som ligner mig på så mange punkter at det somme tider kan skræmme mig. Ham som får mig til at smile, ham som kæmper hvad han kan for at få det til at lykkes. det kan ikke forklares. De siger modsætninger mødes, han er ikke min modsætning, tværtimod, men måske er det det jeg har brug for lige nu.<br />Den kærlighed består af forelskelse, af behovet for at føle sig elsket, beundret, værdsat og værdig. Den har reddet mange mørke dage.<br />En anden kærlighed som er vigtig for mit livs velbefindende, er kærligheden mellem veninder. En som altid skriver og spørger hvordan det går, en som altid ved det når det ikke går godt, en der altid kommer og forsøger at trøste og opmuntre. En som selv kommer når hun har det skidt og der er sket noget. En som forstår mig og er min stille men altid trofaste klippe. En som altid smider alt hvad hun har i hænderne, en jeg altid vil gøre det samme for.<br />---- Sometimes all you need is one--- <3 Tak<br /><br />familiens kærlighed er en kraftfuld ting, der finder man ubetinget kærlighed, og nogen som vil kæmpe med uanede kræfter for ens velbefindende. Nogen som altid er der.<br />Min familie er utrolig vigtig for mig, denne kærlighed kan aldrig tages fra mig.<br /><br />I forlængelse af familiens kærlighed, og min sammenligning med kærlighed og narko i udsagnet "ingen optur uden nedtur" vil jeg afslutte med en smertens kærlighed. Kærligheden er et stof vi alle er afhængige af, men det er ikke det eneste stof der findes. det ved mange, og mange benytter gerne erstatningen ofte.<br />For nylig oplevede venner og familie kærlighedens smerte da en ung dreng sagde farvel til livet alt for tidligt. jeg kendte ham ikke, men jeg ser kærlighedens enorme kraft i øjnene på dem som har mistet. Jeg håber andre vil "nøjes" med kærlighedens stof og ikke følge samme vej, en vej som drejede ned af mørke stier. <br />"Englene smiler og de græder dine tårer"Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-56161725666625446452011-05-19T12:33:00.000-07:002011-05-19T12:51:51.713-07:00Når livet gør ondtØjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.<br /><br />ikke alle dage kan øjet tindre på kommando<br />når glæden intet sted i kroppen har at bo<br />ikke alle dage kan munden fake en latter<br />ting gør ondt jeg selv ikke fatter<br />på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner<br />undgår alt og alle jeg kender<br /><br />tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm<br />tv og radio fortrænger stemmernes larm<br />mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig<br />livet der før var let, er ikke længere en leg<br />eller også har jeg glemt hvordan man gør<br />forstenet i mit mørke bag den låste dør<br /><br />Så mange ting jeg skal og bør<br />så meget man skal nå inden man dør<br />aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund<br />vægten daler dagligt, pund for pund<br />pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs<br />rodet voksner, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs<br /><br />frustreret over min manglende energi<br />mangler struktur og mangler pli<br />for svag og sølle til at rette ryggen<br />leder efter styrken til at genfinde lykken<br />indtil da vil øjet tindre og munden le<br />for at skjule det indre som ingen må se.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-12455609969854867282011-03-19T10:30:00.000-07:002011-03-19T10:59:18.743-07:00En sludder for en sladder?Er på krisecentret hvor jeg arbejder, og benytter tiden til at få skrevet lidt på en opgave vi er i gang med på universitetet. Trængte dog lige til en lille pause og synes jeg havde lyst til at gå herind og vrøvle lidt. For en gang skyld har jeg ikke et bestemt emne eller en bestemt tanke i hovedet. Men måske er det en gang imellem også en god ide at sætte sig ned og skrive, uden at have noget at sige, og se hvad der kommer frem. Finde ud af hvad man egentlig tænker på, når fingrene spontant løber over tasteturet. <br />Er som sagt på arbejde, nr. 2 i dag, tidligere havde jeg åben vagt i butikken hvor jeg arbejder også arbejder. i aften skal jeg til fest med nogle gamle venner som jeg faktisk glæder mig meget til. Så det vel egentlig hvad der er på tapetet lige pt.<br /><br />Forleden var det min fødselsdag - 22 - tak skal i ha. En dag der ikke blev som jeg havde regnet med. Jeg har altid haft en barnlig glæde omkring min fødselsdag, har altid glædet mig laang tid før dagen, planlagt hvad der skal spise, hvem der skal inviteres, ønskelisten osv. Min plan for dette års fødselsdag stod på at sove til ved 10 tiden, hvorefter jeg ville gå en lang tur med min hund, hente rundstykker og gå hjem og spise dem, ligge lidt på sofaen og stene Buffy på dvd, indtil eftermiddag hvor den stod på boller, kakao, lagkage og det hele nede hos min mor med mine bedsteforældre, efterfulgt af gæster til aftens kaffe. Stille og rolig idyl. <br />I stedet startede min dag klokken 5 om morgenen i stedet for klokken 10 om formiddagen, hvad jeg troede var et fødselsdagsopkald var i stedet et råb på hjælp, som krævede jeg skulle planlægge begravelsen af en jeg havde i røret imens tårene løb ned af kinderne. De der truer med selvmord fuldfører aldrig, det gjorde han heller ikke, men for første gang nogensinde troede jeg meget på han ville gennemføre. jeg skulle love at passe på hans familie, vores dyr, mig selv. en tur ned af memory lane imens jeg kunne høre smerten i hans stemme, en fortælling om det elendige liv - since you've been gone. Livet er nogle gange bare satans hårdt. Efter at have sagt farvel fik jeg grædt mig selv i søvne og sov igen til klokken halv tolv. <br />Nu var rundstykkerne garanteret udsolgt og det var i øvrigt ikke noget glad fødselsdagsbarn der stod ud af sengen. Resten af dagen gik vel som planlagt, men uden den følelse i kroppen jeg havde glædet mig til. I stedet var min hjerne fyldt med tanker og stemmer, dødstrusler, smerte og gråd, frustration. Skænderier med en jeg virkelig havde brug for forstod mig, men som ikke gjorde. medfølelse og vrede rettet mod en og samme person. Happy birthday. <br />Ikke det mindre må man alligevel rejse sig op, takke guderne for at jeg har en dejlig familie at fejre dagen med, blomster, gaver og lækker mad, de var der ligesom sidste år, så tak for endnu et år, og så fuck det andet. Selvom det ofte er svært for mig at følge min egen filosofi, mener jeg nu stadig, at ting der ligger udenfor ens rækkevide, ting man ikke kan ændre, er ikke værd at bruge tid på. <br /><br /><br />Derudover Har jeg en jeg er blevet glad for, en der får mig til at smile. En jeg har prøvet på at holde på afstand. en jeg har sat regler op for, en jeg lod bryde dem. En der kan fylde min krop med glæde, spænding og lyst, samtidig med frustration, forvirring og frygt. En som til tider kunne have været et lille barn, der glemmer at slukke tv'et når han går, vrøvler, er useriøs og ansvarsløs. Men også en der har set mere end de fleste, udsat for mere end han burde og ofte misforstået. En der har mere at byde på end øjet lige ser, en der ofte minder mig meget om mig selv, men som også ofte frustrerer når han ikke reagere som planlagt. Han irriterer mig grusomt, frustrerer mig, gør mig bange, men han gør også et eller andet der alligevel gør jeg ikke giver slip. Selvom min fornuft siger jeg skal så gør jeg det ikke. han udfordrer mig på mange punkter, udfordre min selvkontrol, min overfladiskhed, min selvkontrol, min jalouxi, min paranoia. <br />I'm in it for the ride now, dont know were we are going. Jeg udvikler mig forhåbentlig og lærer mig selv at kende. Ved det ender galt, forhåbentlig ikke til det værste, men ingen lykkelig slutning. Er stadig bange for både ham og mig, hvad jeg har rodet os begge ud i. Men lige nu, må jeg nyde øjeblikket, de blå øjne og det skæve smil. Truly Madly deeply. <br />Jeg havde en plan, men det blev ikke som planlagt, kunne ikke kontrollere det og pludselig er man fanget midt i det hele.<br /><br />Har jeg vrøvlet nok nu? Tror jeg :)Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-78711766134542438122011-02-04T09:07:00.000-08:002011-02-04T09:28:00.041-08:00Alle mine veninderFik lyst til at skrive et indlæg dedikeret til nogle af de vigtigste mennesker i mit liv, mine veninder. Venner og veninder er den familie man selv vælger, en familie man skal kæmpe for holder sammen og alle har det godt. <br />Nogle perioder i ens liv minder en om hvor stor denne families betydning er. <br />Alle mine veninder og jeg selv har taget hul på en rejse mod at finde os selv og vores plads her i livet, på sådan en rejse er det vigtigt ikke at skulle gå alene. Vi flytter stenene på hinandens vej, peptalker når en når til en stejl bakke, giver klap på skulderen når alting går godt og en skulder at græde ved når vejen virker for hård. Vi deler ud af råd og egne erfaringer, lytter, diskuterer og ser alle situationer fra flere vinkler. <br /><br />De veninder jeg har i min lille familie, er nogle fantastiske piger som jeg har kendt i mange år og været gennem meget sammen med. Fester, druk, tømmermænd, vilde byture, shoppe ture, middage på restauranter, julefrokoster, nytår, strandture, den første kærlighed, den første gang, det første brudte hjerte, første gang man flytter sammen med en kæreste, første gang man flytter alene, død, skilsmisse og tusinde andre ting har vi været igennem sammen, og det er det der gør at vi kender hinanden så godt, for vi har været med hele vejen. <br /><br />Mine veninder har jeg grædt og grinet med og de betyder alt i verden for mig, uden dem var jeg ikke blevet den jeg er i dag, og havde ikke haft den fornødne støtte til at kunne fortsætte min rejse. <br />Drenge kommer og går men veninder er der altid, det der derfor vi i vores lille familie har mottoet Hoes Over Broes.<br /><br />Jeg kunne vrøvle videre i hundrede år om mig og mine veninder, men når man ser sig omkring og ser al den usikkerhed, illoyalitet, sladder osv der findes i så mange veninde kredse, synes jeg det er det værd at tage tiden ud og sige at der findes stadig ægte mennesker derude, jeg er heldig at have fundet en hel flok, en familie jeg håber jeg altid vil have. <br /><br />Tak til jer der altid har været der til at støtte mig i mine dårlige perioder og delt glæden i de gode. I er guld værd!<br /><br />Tak til: Mette, Liv, Anette, Mimse og Henriette <3Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-10711768920700340152011-01-04T15:43:00.000-08:002011-01-04T16:16:22.219-08:00eksistentialismen og mines tankerEksistentialisme<br /><br />Mennesket er i centrum. Vi vælger selv vores liv. Gennem vores valg og handlinger skaber vi vores eget liv, eksistens og identitet.<br />Vi vælger ikke selv de udfordringer vi møder på vores vej i livet, men vi vælger selv hvordan vi vil tackle dem. I modvind bygger nogen læhegn og andre bygger vindmøller.<br />I eksistentialismen er livet subjektivt og meningen med livet er en ikke konstant størrelse som er individuel og i foranderlig. Læhegn og vindmøller har samme værdi, men du står selv til ansvar for hvilket du har valgt.<br />Hvor du er i livet skyldes ingen andre end dig selv. Du har ingen ret til at ligge ansvaret fra dig over på familie, venner, omgivelser og miljø. Du vælger hvad sti du vil gå i livet, går du mod lyset vil skyggerne altid falde bag dig.<br /><br />Det er lettere sagt end gjort at tage det fulde ansvar for mit liv, vi har alle en tendens til at ligge lidt af ansvaret over på andre. Det skal vi også have lov til, men jeg tror det er sundt at have den eksistentialistiske tankegang i baghovedet og gøre os selv bevidste om vores eget ansvar for eget liv.<br />Jeg vil også gerne selv ligge ansvaret for mange ting i mit liv over på andre og det kræver selvdisciplin at tage ansvaret på egne skuldre.<br /><br />Jeg stresser over at have en hund som skal aktiveres og motioneres dagligt og ikke tager hensyn til jobs, skole, fester og dårligt humør der gør man helst vil ligge under dynen og gemme sig. En hund som det hovedsageligt var min daværende kæreste der bestemte vi skulle have. Men jeg valgte selv at give efter for hans ønske om at få hund, selvom jeg i bund og grund godt vidste han aldrig ville tage sig tid til den, jeg har selv valgt at beholde den i stedet for at finde et nyt hjem.<br />Der findes valg og konsekvenser og det er livets kerne. Valget er at det er min hund og jeg elsker den og vil beholde den, konsekvensen er at det kan give lidt stress og andre problemer. Men det er mit valg og igennem det jeg skaber min identitet.<br /><br />Når jeg støder på problemer og udfordringer i mit liv, der truer min tryghed, om det så er selvforskyldt eller noget udefrakommende, er min forsvarsmekanisme eller reaktionsmønster i høj grad præget af paranoia. Ikke en forfølgelses vanvid der giver mig tanker om konspiration eller at jeg bliver forfulgt af fremmede, men en paranoia der overskygger den tillid jeg normalt har til menneskerne omkring mig. En paranoia med en stemme der fortæller at du ikke kan stole på andre, at de ikke vil dig det bedste, at de vil udnytte dig, svigte dig, er uærlige osv. En stemme der taler så højt at den ofte overdøver min normale tankegang og erfaring som fortæller at de veninder og mennesker jeg har omkring mig, fordi jeg har valgt at have dem i mit liv, at dem kan jeg altid stole på, og intet taler for at de skulle være utroværdige og have onde hensigter. Jeg har intet grundlag for min mistillid og paranoia og ofte kommer den snigende uden jeg opdager det.<br />Her skal jeg selv tage ansvar for at gennemtænke mine handlinger, mine tanker bag disse handlinger, jeg får et valg, du kan lytte til din paranoia eller lytte den stemme der siger at folk er gode. Det er mit valg og mine konsekvenser, hvad valget end vil blive. valget er mit, og gennem dette skaber jeg mit liv og min identitet.<br /><br />Der er tusinde ting i min hjerne jeg skal have gravet frem og vendt og drejet, jeg har taget første skridt på en lang rejse ind i mit eget sind og har stadig meget at lære endnu.<br />Nogle dage vil jeg vælge at lade mig indhylle i det mørke der gemmer sig i mig, tro på at alle vil mig ondt, rulle gardinerne ned og gemme mig i mørket. Det gør ingenting, sådan er jeg, mine nedture er en del af den jeg er, men så længe jeg er i stand til at stå op af sengen igen, når jeg har tænkt tingene igennem og set dæmonerne i øjnene, så gør det mig ikke noget. Det kan gøre ondt og til tider føles som om det suger livet ud af kroppen på mig, men så længe jeg er bevidst om det og skille de gode fra de onde stemmer, kan jeg træffe det valg der skaber mit liv og min identitet og ansvaret er mit alene. <br /><br />livet er subjektivt. Min oplevelse af verden er ikke den samme som jeres, vi lever alle i hver vores virkelighed. <br />Men jeg håber der i denne verden er plads til vores forskellige virkeligheder kan smelte sammen i harmoni.<br />Jeg er summen af mine valg og handlinger. På godt på ondt. Mine styrker og svagheder. Sådan er jeg - det er mit valg. Jeg kan kun håbe at andre vælger at der i deres liv stadig er plads til mig, på godt og ondt, men det er deres valg og deres ansvar- det der skaber deres liv og identitet.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-56561071542516240592010-12-31T01:46:00.000-08:002010-12-31T02:25:03.819-08:00ParanoiaDarkness surrounding me <br />embracing me<br />making me blind on the outside<br />making me cold on the inside<br />a well known darkness<br />that makes me a stranger<br /><br />He who brings the darkness<br />is an old friend of mine<br />he came to protect me<br />warn me about danger<br />keep me safe <br />and protect my heart<br />keep sure it couldn’t be broken<br /><br />in stead he isolated me <br />the healthy suspicion we need to survive<br />got substituted with a suspicion toward everything<br />he brought a darkness so strong it makes shadows fall in the darkest night. <br /><br />Last name noia, first name para<br />always sitting on my shoulder<br />whispering in my ear<br />"don’t trust them" "they a lien" "the will you no good" "they are using you" "you are not welcome"<br /><br />He speaks louder than the voice who I hope tells the truth<br />still hope the truth is that people are good<br />but in the moment<br />I dare not to do anything else but obey him<br />so I stand alone<br />trust nobody<br />walk in the shadows<br />and isolates myself<br /><br />grand him my self controle<br />let him lead the way<br />not because it makes me happy<br />but because I'm scared<br />to scared to take a chance<br /><br />so i obay is every order<br />close my heart <br />look away<br />sit in the darkness<br />take the knife<br />say goodbye<br /><br />but I am never alone<br />he holds my hand<br />and we walk away <br />into the night<br />me and my paranoia.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-60169660237013623252010-12-17T03:38:00.000-08:002010-12-17T03:56:51.174-08:00Et virvar af tankerSKUESPIL<br />Vi spiller alle skuespil, har forskellige roller og masker i forskellige sammenhænge, sådan fungerer samfundet bedst. Men hvad når nu, de gode mennesker gemmer sig bag en facade som værende et dårligt menneske, for at hindre at blive såret af de onde mennesker der gemmer sig bag en facade som værende et godt menneske.<br />Kun de gode mennesker lukker vi ind.<br />Kun som et dårligt menneske slipper vi for andres forventninger.<br /><br />Gemmer mig for mennesker<br />ruller gardinerne ned<br />låser døren<br />gemmer mig bag hættetrøje og solbriller<br />fængselsvagten Paranoia lukker ingen andre ind<br />frygt for de omkring dig<br />frygt for at være alene<br /><br />Ser på<br />med tårer i øjnene<br />mens den højre hånd smider guldet i floden<br />smider fremtiden væk<br />mens venstre hånd krampagtigt holder om fortiden<br /><br />en kniv i mit hjerte<br />fordi dit hjerte bløder<br />Hvorfor gør jeg det her?<br />Hvad er der sket?<br />hvad vil der ske?<br />Hvem har taget min pauseknap?<br />Jeg river mit hjerte ud<br />ligger det i en æske<br />kun du har fortjent det<br />end ikke jeg selv<br />pas på det mens minutterne bliver til timer<br />og månederne til år<br />jeg vil stadig have det hele<br />jeg vil stadig have det med dig<br />det gør ondt<br />det gør ondt<br />det gør ondt<br />det gør ondt<br />skær mine lemmer af og brænd mig med ilden<br />ingen smerte slår den i min krop når jeg ser dine tårer<br />Det er for meget at bede universet<br />men jeg gør det alligevel<br />må jeg gemme min nutid til fremtid?<br />og gemme i stedet for at smide væk?<br />jeg håber<br />jeg håber <br />jeg håber<br />jeg håber<br /><br />Du vil altid have mit hjerte<br />men vil det være for din eller min skyld at fortælle dig det?<br />vil det gøre dig glad eller fortvivlet,<br />forhindre din vej til at komme videre<br />ved ikke hvad ben jeg skal stå på<br />dårlig samvittighed <br /><br />ønsker mig tilbage til da alting var godt<br /><br />I'f it's hurting you - you know that it's hurting me<br />and its hurting bad<br />the only one to blame is me <br />and I ask like you<br />WHY?Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-66275204553939487012010-11-16T12:47:00.000-08:002010-11-16T13:18:12.013-08:00Hvad jeg gerne vil - for en gangs skyld?Jeg vil gerne være oppe hele natten, sove hele dagen.<br />Hører høj musik mens jeg gør rent klokken 4 om natten.<br />Lave ulækker mad til midnat.<br />Gå nøgen rundt imens jeg synger falsk.<br />Lade opvasken stå en uge, bare fordi jeg kan.<br />Slukke min telefon og bare være mig selv, uden nogen bliver gal.<br />Kun skulle spørge mig selv om lov.<br />Kun have mig selv at stå til ansvar for.<br />Pierce min læbe, næse øjenbryn osv. Hvis det lige var det jeg havde lyst til.<br />Drikke mig fuld torsdag, fredag lørdag... Tirsdag hvis jeg skulle have lyst til det.<br />Blive ude til klokken 8 om morgenen, for kun at komme hjem til sit eget sted, i stedet for et tredjegrads forhør. <br />Sige ja uden at tøve, når en veninde ringer og invitere på impuls middag i byen.<br />Sige ja uden at tøve, uden at skulle spørge om lov, uden at skulle tage hensyn, når en veninde ringer lørdag aften klokken tolv, og fortæller at vi da bare bliver nøøødt til at tage i byen. <br />Snakke med nye mennesker, uden at bekymre sig om det ser forkert ud.<br />Tage imod en drink fra en sød fyr i byen uden det gør nogen andre end hans dankort fortræd. <br /><br />Vil bare gerne være centrum i mit eget liv - men hader det skal være på hans bekostning.<br /><br />Jeg skal sige farvel til mange ting.<br />Til at have en at komme hjem til<br />Til at have en at putte med,grine med, lave mad med, gå i biffen med.<br />Til ubekymret shopping og madindkøb.<br />vaskemaskine, opvask, tørretumbler<br />Walk in closet<br />BMW<br />Jeg vil ikke kalde mi selv materialistisk, men heller ikke blind for materielles tins betydning. <br />Jeg Skal sige farvel til en omgangskreds jeg har været meget glad for<br />En flok drengerøve som altid har været klar på fest og ballade, men som også har stillet op når et billede skulle hænges op, jeg har haft brug for en snak, et lift og mange andre ting. Nogle drenge jeg ofte har brugt mere tid med end med mine egne veninder. <br />En familie som har taget mig ind uden forbehold, hjulpet med alt og altid været der.<br />En svigermor som jeg ikke kan forestille mig en bedre af.<br /><br />Jeg skal ligge tusindvis af minder, drømme, håb og fremtidsplaner bag mig. <br /><br />Jeg skal sige farvel til tusinde ting som jeg elsker<br />men håber på at få ro i sjælen, indfriet mine drømme og lykke i mit eget selskab til gengæld.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-56113885048192548552010-11-09T14:08:00.000-08:002010-11-09T14:35:40.833-08:00Hvis lykke vejer tungest? Din eller deres?De fleste af os vil gøre hvad som helst for at dem vi elsker har det godt.<br />Det er skønt når man har tidligt fri en dag, at kunne svinge forbi en ven/veninde/familiemedlem som man ved har det svært, det er skønt at have overskud til at kunne hjælpe andre. Men vi kender også alle sammen de dage hvor vi har en aftale som betyder meget for den vi har aftalen med, men måske har man sovet dårligt, har hovedpine eller været stresset hele dagen, og ville derfor egentlig foretrække at kunne tage direte hjem, men vi har lovet det, så vi dukker troligt op til aftalen og gemmer vores egne behov lidt væk. Det er i mine øjne en stor dyd at man kan sætte andres behov udover sit eget, så fred være med det. Men der er kun 7 dage på en uge, 24 timer hver dag, og måske 7 personer der på den ene eller anden måde har brug for din hjælp for at gøre deres dag lidt lettere. Det kan være små ting, et lift, en snak, et besøg, en tjeneste af forskellig art osv. Det at sætte andres behov først bliver pludselig en vane mere end den særlige undtagelse i hverdagen.<br />Man får at vide hvor dejligt det er at man hjælper og hvor uundværlig man er, en fantastisk kompliment at få, men samtadig et ansvar, for samtidig siger personen at uden dig ville det hele ikke være helt så godt, så her modtager du en portion ansvar for min lykke.<br />Det ender med at dine prioriteter består af andres prioriteter, hvem kan sige nej når en man holder af har brug for hjælp ? Vi vil alle gerne hjælpe dem vi holder af, og man kan til tider blive gal på en man holder af, hvis denne har haft problemer som han eller hun ikke har bedt om hjælp til. <br />Men pludselig er dit liv blevet til den ene dag efter den anden, hvor andres behov skal opfyldes på trods af dine egne. Hvor du egentlig helst ville ligge hjemme på sofaen, med en slukket telefon og se dårlige serier hele dagen, men vi slukker ikke telefonen, for hvad nu hvis der sker noget vigtigt. Det varer derfor ikke længe før et opkald eller en sms dropper ind og bryder freden "jeg forstyrer vel ikke?" -"nej nej hvad er der?" "Du kunne vel ikke liiiiige?" - "jo selvfølgelig" Og så kører vi igen.<br /><br />For at verden skal kunne køre rundt på den bedst mulige måde, mener jeg at vi alle skal hjælpe hinanden, og er hinandens ansvar. Men den eneste der er ansvarlig for sin egen lykke er samtidig dig selv. Så hvornår er nok nok? Hvor skal grænsen sættes? Er grænset allerede nået når du opdager du lever et liv for at gøre en anden end dig selv lykkelig, eller når du tører egne tårer væk for at trøste en anden som du ikke vil bekymre med din egen sorg? Og Hvis grænsen først er nået, hvordan kommer du så tilbage på den "rigtige side?" <br /><br />Måske vi bare skal lære at acceptere at vi ikke altid kan være der for alle. Lære at sætte egne behov højere op på prioritetslisten, det svære er her, synes jeg, at finde balancen mellem at passe på sig selv og stadig være der for andre, dvs balancen mellem egoisme og næstekærlighed. <br />I bund og grund er det på længere sigt det sundeste at sætte sig selv højest, ingen er en utømmelig kilde af overskud, tålmodighed og kærlighed, og når denne er brugt op er der jo ingen hjælp af hente for nogen. Man bliver nødt til at lade op en gang imellem, og huske at man selv burde være centrum i sit eget liv. <br />Vi skal selv være hovedpersonen i vores eget liv, ikke en birolle der assistere de andre. <br />Men hvornår er nok nok og hvordan finder vi balancen?Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-60027366875542995432010-11-01T09:34:00.000-07:002010-11-01T09:56:35.340-07:00Valg og konsekvenserVi står overfor valg i vores liv hver eneste dag og ved alle valg følger konsekvenser, store som små. spørgsmålet er hvor mange af disse valg og konsekvenser vi er bevidste om. Valg vi træffer idag kan vi måske se konsekvenserne af imorgen, eller måske først om tyve år. <br /><br />Hvis vi kigger os omkring nu og tænker over de valg vi bevidst eller ubevidst har truffet har vi så overvejet konsekvenserne? Eller lever vi alle på "jeg tager livet en dag af gangen" tankegangen? <br /><br />Jeg blev for nyligt kastet ud i en situation hvor jeg skulle gøre mig meget bevidst om mine valg og de konsekvenserne disse valg ville føre med sig. Pludselig så jeg mit liv stå for mig på et papir, sort på hvidt, med to kulonner hvor mine værdier, opdragelse, samfundsnormer mm var sat op. Hvilken side skal man vælge? Som så mange gange før bliver diskussionen om valget en kamp mellen hjernen og hjertet, vi ved som regel godt at hjernen ved bedst, men det er hjertet vi skal have med os. <br />Jeg tror jeg fandt en nogenlunde gylden mellemvej og håber ikke der kommer uventede konsekvenser. Men oplevelsen gav mig meget at tænke over. <br />Specielt da jeg blev opfordret til at tænke mig om når jeg valgte mine venner, og hvilke konsekvenser mine omgivelser kunne få på mit liv. Hvor tit tænker vi bevidst over vores valg af venner - og eventuelle konsekvenser disse venskaber kan medfølge?<br />Nu tænker jeg over det, men ved dog ikke hvad konklusionen bliver endnu. <br /><br />Jeg mener at vi alle selv er ansvarlige for vores eget liv, vores egne valg og beslutninger og måden vores liv udformer sig. Selvfølgelig til en vis grad.<br />Men ikke desto mindre tror jeg også på ens miljøs betydning for sin udvikling. <br />Min hypotese er at en kriminel oftere vil udføre kriminelle handlinger i et miljø med andre kriminelle end med sine venner fra et mere samfundsvenligt miljø. Dette virker logisk og er ikke en opfordring til den holdning at det er vennernes skyld, men ens valg af venners konsekvenser. vi vælger selv at begynde at ryge, men de færreste starter vel hvis de kommer fra et antiryger miljø.<br /><br />Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg, formålet er nok bare at tænke over sine valg, store som små og tænke over sit liv.<br />En gang imellem kan det måske være sundt at spørge sig selv, hvis man kunne gå ti år frem i tiden, hvor vil vi så gerne se os selv, og hvilke råd ville vi give til vores nutidige person.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-58526157862105034932010-10-06T16:23:00.000-07:002010-10-06T16:33:12.626-07:00If only I could turn back timeIf only I could turn back time<br />If only I could get you of my mind<br />If only I could go back in time<br />Go back to that night<br />And just walk by<br />Dont stop<br />Dont say hey<br />Dont get lost in your eyes<br />Dont let you in<br />Dont let you infiltrade my mind, my feelings, my dreams<br /><br />If only I could turn back time<br />If only I could get you of my mind<br />Then maybe I could get some rest, Stop checking for messenges from you<br />Then maybe I could stop asking what if? What could have ben?<br />If only I could figure you out<br />Or just figure out how to forget you how to let you go<br /><br />But I cant seem to remember how to forget<br /><br />I cant forget you<br />And I cant go back in time<br />So I need to know<br />what am I supposed to do? <br /><br />NNJ 07.10.10Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-19602966304400815402010-09-15T07:49:00.000-07:002010-09-15T08:27:25.736-07:00Menneskets største forbandelse er den frie viljeGud gav os den frie vilje, hvilket betyder at vi besider friheden til at træffe vore egne valg. Dette er imidlertidig blevet beskrevet som menneskets største forbandelse, for er vi i stand til at beherske denne frie vilje?<br /><br />Med mine 21 år vil jeg nok blive beskrevet som et ungt menneske, derfor kommer mit livssyn også fra dette unge synspunkt, de "voksne" har uden tvivl også problemer men det er problemer jeg endnu ikke har oplevet. <br />Jeg går på universitet i Aalborg hvor jeg for nyligt sad og snakkede uddannelse og fremtid med nogle medstuderende, mange af dem 10 år ældre end mig. Jeg fortæller om mine drømme om fremtiden og hvordan jeg synes det er svært at finde ud af det hele og lave en realistisk fremtidsplan. En af dem smilede så til mig og "sagde du er jo heldigvis stadig så ung og har hele livet foran dig". Det har hun helt ret i, og det kan være det er naivt af mig, men så synes jeg heller ikke at det er lettere at være ung?<br />Når jeg taler med min far og brokker mig lidt over at jeg synes jeg har for meget om ørene og synes det er svært at nå det hele, griner han altid lidt og siger at jeg ellers aldrig vil have så meget tid som jeg har lige nu. Den tanke skræmmer mig, hvis jeg knap føler jeg kan følge med nu, hvor jeg har hele livet foran mig, og aldrig får så meget tid igen, hvordan skal jeg så nogensinde kunne følge med?<br />Med hensyn til det frie valg, føler jeg at det ofte er disse mange valg som vi står overfor hver dag som kan stresse, og der har jeg bare en ide om at det i højere grad er et ungdomsproblem, her kan jeg tage fejl men nu er det altså med ungdomsbrillerne at jeg ser verden :)<br />"De unge har jo så mange muligheder idag - de kan vælge og vrage" Et udsag jeg synes man ofte hører og som også er helt korrekt. Vi har utrolig mange muligheder, men har vi også redskaber til at kunne sortere i disse muligheder? Vi kan gå et utal af veje for at få en uddannelse, men hvad vil vi gerne? Hvad vil vi med vores liv? Mulighederne er utømmelige og vi får at vide at vi kan gøre præcis som vi vil. Det gør det desværre bare ikke lettere.<br />Vi kender problemet fra en shoppetur hvor vi står i en skobutik og har svært nok ved at vælge mellem to forskellige sko, et valg som kan være svært nok i sig selv, men bliver denne beslutning lettere af at salgsassistenten får den ide også at vise os hele den nye efterårskollektion? nej vel?! Jo flere muligheder jo sværere bliver valget.<br /><br />Den ældre generation kan midsunde os vores mange muligheder, men på en mørk dag kan jeg også midsunde dem. I deres tid vidste man præcis hvordan livet ville udforme sig og de store valg kunne dengang bestå i, om der skulle serveres steg eller frikadeller til middag. Mit rebelske hjerte, mine røde strømper og min generelle trang til frihed, ville nok ikke have været tilfreds med livet dengang, men en del af mig kunne godt ønske en begrænsning i mulighederne.<br /><br />Vi træffer også valg ubevidst hver eneste dag, og med ethvert valg vælger vi noget fra. Hver dag vælger vi at vi vil fortsætte det liv, vi også var igang med igår, men husker vi at spørge os selv om det valg stadig passer til den vi er idag? Vi udvikler os jo hele tiden. Er jeg stadig glad for det liv jeg valgte for lang tid siden? Og hvilke fravalg har dette ført med sig? <br />Jeg er måske bare en af de type piger som vil have det hele, for det kan gå mig umådeligt meget på at jeg skal opgive en ting, for at have noget andet. Hvorfor kan vi ikke både blæse og have mel i munden?<br /><br />Vi har den frie vilje til at vælge, job, uddannelse, kæreste, bopæl, indretning, venner osv. osv. osv. Men presset kan også blive så stort at du finder dig selv på randen til sindsyge foran dit køleskab fordi beslutningen om cola eller fanta overrumpler dig. Når du finder dig selv i den situation kunne man godt have lyst til at ligge den frie vilje på hylden og gå tilbage til da man var 7 år og havde en far eller mor som lige præcis vidste, hvad der var det bedste for dig, og sørgede for at tingene gik som de skulle.<br /><br />jeg håber ikke dette indlæg bliver tolket som en modvilje mod vores frie vilje, vi er heldige at have den, men synes også skyggesiden skal nævnes.<br />Med frihed kommer et stort ansvar, et ansvar der kan hænge tungt på ens skuldre.<br />Vi kan kun håbe på at vi indtil videre har truffet de rigtige valg, hvis vi ikke har må vi håbe at vi så har lært af det. Vi må håbe de valg vi træffer nu ruster os med en selvsikkerhed og viden til også at træffe de rigtige valg næste gang. <br /><br />I bekæmpelsen af misbrugsproblemer bruger de i behandlingen med de 12 trin en filosofi, eller et motto om man vil, som jeg synes vi alle kan bruge i vores liv,<br />også når det kommer til presset om at skulle vælge ens sti her i livet.<br /><br />Gud giv mig sindsro<br />til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,<br />mod til at ændre de ting jeg kan,<br />og visdom til at se forskellen.<br /><br />Hvis Gud gav os den frie vilje, håber jeg han også vil forbarme sig over os og give os denne sindsro :)Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-43602662339514011842010-08-25T11:16:00.000-07:002010-08-25T11:48:02.149-07:00Mere snak om parforholdSamtalen<br />Før man blev kæreste, da man stadig bare var venner, eller hvad man så end var før, kunne man ofte fortælle veninderne om hvordan man kunne sidde oppe den halve nat og bare snakke. Sekunder blev til minutter som blev til mange timer. <br />Man følte virkelig at han forstod sig og at man var på bølgelængde. <br />Derefter bliver man kærester, tilbringer mere og mere tid sammen og kommer tættere på hinanden. Men samtidig glider man også fra hinanden, de lange dybe samtaler forsvinder og bliver til kedelige snakke om indkøb, huslige pligter og sladder om vennekredsen. Problemet opstår når man så pludselig møder en ny ven i byen eller lignende, pludselig er der igen en man kan snakke med hele natten - men er det tilladt? Er lange dybe samtaler forbeholdt nyforelskede par så løbet er kørt for resten af os? Eller kan de behov, både kvinder og mænd har, blive stillet af forskellige personer i ens liv?<br /><br />Troværdigheden<br />Udover samtalen som skifter stil er jeg kommet til at tænke på om vores troværdighed er faldende eller stigende i takt med forholdets udvikling. <br />Flere af mine veninder og jeg selv kan tale med om hvordan ens kæreste er overbeskyttende og til tider kan overtage en "far" agtig rolle i forholdet. Dette kan være både sødt men også utrolig irriterende. Når de mener at man ikke kan gå alene hjem fra byen, eller når de insisterer på at overtage et husligt projekt - hvad troede de vi gjorde før dem? Bare fordi vi ikke længere er single betyder det ikke at vi har mistet vores selstændighed. Det er skønt med en stor og stærk mand som kan redde sig ud af problemerne, hjælpe til i hverdagen osv. Men de må også forstå at de kun gør og kan gøre de ting, fordi vi lader dem gøre det. Det er altså vores beslutning at overdrage noget af ansvaret, fordi vi har lyst, ikke fordi vi ikke kan selv!<br /><br />Hoes Over Broes - why girlfriends will always beat the boyfriend <br />Som single kan man let komme til at savne en kæreste. En at holde i hånden imens man ser film, en der venter med aftensmaden når man kommer hjem, en der fortæller sig hvor sød og dejlig man er. Vi har alle flere x'er i bagagen, både xveninder og xkærester, men ser vi på vores parforhold med mændende kontra veninderne, hvem holder så længst? I starten er langt de fleste kærester opmærksomme og betænksomme, langt de fleste bliver også ved med at være det, men man kan også glemme hinanden imellem livets andre pligter, et stressende arbejde med lange arbejdstider, huslige pligter, uddannelse med mere kan tage noget af den tid hvor man skulle have sat sig ned og rigtig lyttet til sin kæreste. <br />Noget jeg har lagt mærke til er hvis man siger til sin kæreste at man har haft en forfærdelig dag - mens han også selvhar haft en hård dag, at svaret bliver: Det var træls skat. Men ringer man med den samme besked til sin veninde er svaret et andet: Åh baby det er jeg ked af at høre - kom og drik en kop te og fortæl mig om det. <br />Vi har alle været igennem et hårdt brud med en kæreste hvor veninderne har samlet sig op og gjort alting godt igen. Hvor tit har en kæreste hjulpet sig over tabet af en veninde?<br />På trods af at det er kæresten der altid er der fysisk, venter i sofaen når du kommer hjem, er det veninderne der altid er der når man er brug for en som virkelig er der.<br />Derfor - og af mange andre grunde, mener jeg den dag idag stadig, at veninderne vinder over kæresten - derfor - Hoes Over Broes !<br />En særlig tak til de bedste veninder i mit liv, som virkelig har båret mig igennem nogle hårde tider i mit liv: Mette, Liv, Anette og Henriette <3Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-8593373943257394902010-08-23T13:05:00.000-07:002010-08-23T13:26:31.249-07:00Rod I LivetTil tider kommer der rod i alles liv.<br />Nogle mennesker virker ril altid at have rod, i større eller mindre grad.<br />Vi oplever det alle, små roderier og store, ofte eller sjældent.<br />Noget sådan rod i livet er noget vi piger deler med vores veninder, uanset hvad rodet består af, deler vi det med hinanden, vender og drejer situationen og forsøger at rydde op i det hele. Tidligere idag sad jeg netop og snakkede med min veninde om lidt forskelligt rod, vi kunne ikke lade være at grine af rodet og joke med at der var rod nok til at lave et realityshow, på et tidspunkt bliver vi enige om at vi jo ikke selv kan gøre for at vi står midt i rodet. Den konklusion har siddet fast i mit hovede resten af dagen - vi kan ikke selv gøre for det - eller kan vi? Lander vi uforskyldt midt i rodet eller skaber vi det selv?<br />Så snart jeg gav mig selv dette spørgsmål dukkede det næste op, hvis vi nu ikke selv var skyld i det styrer vi så ikke selv vores liv? Og hvis vi er skyld i det, hmm, ja så styrer vi vel heller ikke selv vores liv siden vi lader rodet lov at komme. Men hvem styrer det så?<br />I vores unge alder er det ofte kærligheden der roder, der kan komme rod når man starter et forhold, for så skal man sammen finde spillereglerne for netop dette forhold. Står man midt i et forhold opstår et rod med det evendelige " hvorfor gør han dog sådan?" eller "hvad har jeg selv gang i?" Er et forhold lige endt vil det næsten uundgåeligt også ende i rod. Dertil kommer også rod mellem veninderne, en har måske talt over sig eller glemt at overholde en aftale osv. Rod i familien er i denne moderne tid også noget kun de færreste undgår, næsten 50 % af alle ægteskaber går i stykker, og vi er generationen af skilsmisse børn - rod! Skole, arbejde og uddannelse kan skabe det eksistentielle rod, hvad vil jeg med mit liv? Hvorfor er det så hårdt? kan jeg klare det?<br />Der vil altid være rod, men hvor meget af det pådrager vi os selv? For at citere Anders Matthesen - "hvis vi har en hvid væg på den ene side og en sort på den anden, er det helt op til os selv hvilken væg vi kigger på". Hvis vi har rod i parforholdet kan vi jo vælge at forlade det eller se at få ryddet op. Hvis rodet skyldes at du står mellem to og skal træffe et valg som skaber rod burde vi jo selv være stærke nok til at vælge den ene fra. <br />Problemet er nok at vi alle har en lille skitzofren i os, kampen mellem hvad hjernen og logikken fortæller os, og hvad følelserne siger. Disse to kan være svære at forene og her møder vi rodet. <br /><br />Med dette indlæg havde jeg nok håbet på at der ville dukke nogle svar op på mit eget rod, men så let er det selvfølgelig ikke, konklusionen må være at noget rod kommer uforskyldt, mens noget andet kommer snigende imens vi selv lader det vokse sig til et stort rod. Uanset hvad håber jeg at vi alle forstår at nyde de rodeløse perioder i vores liv, og ellers har nogle skønne veninder og en familie der hjælper os igennem det når først vi står i rodet.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-25184066286911891722010-08-08T09:08:00.000-07:002010-08-08T09:35:57.539-07:00Mister vi vores jeg, når vi bliver til vi ?Parforhold og kærlighed må være et af de emner, som der er blevet skrevet mest om. Sange, digte, og de evendelige bøger som skal fortælle os hvornår vi får det perfekte forhold. Vi ser dog aldrig ud til at blive klogere. Der er ikke to forhold som er ens, og selvom det er vores forhold nr. 100 bliver det ikke lettere. Vi bliver stadig ramt at tvivl, undren, skam, fortvivlelse og forvirring. En anden del af forholdet er selvfølgelig kærligheden, trygheden og glæden ved bare at være nær den man elsker, men den del er nu "let nok". <br /><br />Når vi går ind i et forhold kommer man ind i det som to individer, to personer med hver deres håb og drømme, idealer, ideer, interesser, hobbyer og syn på livet. Men langsomt bliver jeg til vi: " vi kan desværre ikke komme på lørdag pga...." "Vi bryder os ikke om det der", OSV. Det er for så vidt også godt nok, det er skønt at være to, men det skal ikke foregå på bekostning af det at være en, af at være én selv.<br /><br />Jeg har lagt mærke til de små tegn mere og mere, det sidste stykke tid. Et eksempel er en veninde som gerne ville have haft nogle store baggy bukser p,å men i stedet tog små shorts på, fordi hendes kæreste synes store bukser ikke er feminine. En anden føler ikke hun kan tage med på en impulsiv bytur, fordi kæresten nok regner med at de skal være sammen, jeg selv brugte 3 hårde uger på at skændes med min kæreste, om hvorvidt jeg måtte have ring i næsen eller ej. Hvad er det for en gang pis? Selvfølgelig er det at gå på kompromi og tage hensyn til ens partner en del af et sundt forhold, men hvor går grænsen? Hvornår finder vi os i for meget fra vores partners side? Hvornår bestemmer vi selv for meget over hans liv? <br />Så mange spørgsmål der mangler svar.<br /><br />Da jeg var yngre og stadig boede hjemme og syntes at mine forældres regler gjorde livet surt for mig, drømte jeg om når jeg selv blev voksen, fik min egen lejlighed i en storby og endelig kunne leve mit liv lige præcis efter mit hovede. Min gamle plan om fremtiden er dog ikke helt blevet indfriet. Til at begynde med har jeg nu som 21 årig stadig aldrig boet alene. Jeg flyttede direkte fra min mor og ind til min kæreste som jeg har boet med lige siden. I stedet for en skæg indrettet lejlighed i København bor jeg nu i et hus i en provinsby. Det er ikke meningen jeg skal lyde utaknemmelig, for er altid blevet behandlet som en prinsesse og der er ikke mange unge der har den luksus at bo i hus og ikke skulle bekymre sig om penge. jeg føler bare til tider, at jeg lever hans drøm mere end min. Hvis jeg vil i byen skal jeg først igennem de tusinde spørgsmål og indvendinger fra hans side.<br /><br />Kan vi ikke beholde os selv og vores selvstændighed når vi går ind i et forhold? Kompromis er en god ting, men hvor meget skal vi opgive? Kan vi og Jeg ikke forenes så vi ikke skal spørge om lov og tage hensyn, i en sådan grad at vi til tider kan føle os frihedsberøvet?<br /><br />Jeg ønsker alle derude held og lykke med deres forhold og opfordre på det kraftigste til, at beskytte deres jeg og ikke blive væk i en verden af vi.Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-21627905637673589272010-07-27T11:25:00.000-07:002010-07-27T11:31:20.117-07:00Et virvar af tanker...Her er lidt forskellige tanker, små digte som er kommet til mig når en bestemt følelse har domineret min dag. <br /><br /><br />THIS IS JUST ME, BUT i AM<br /><br />I’m the one you fear to lose, just ad much as you fear me near <br />I’m the monster under you bed<br />I’m the elephant in the room<br />The one referred to as; the name we do not say out loud<br /><br />LIVETS LISTE<br /><br />Så mange opgaver på livets liste<br />Så mange krav<br />Så mange håb<br />Håb sat til mig<br />Håb jeg ikke kan indfri<br />Et pres<br />Der ligger tungt på mine skuldre<br />Har lyst at løbe<br />Ikke at kigge mig tilbage<br />Måske Tornerose selv byggede den tjørnehæk for at være i fred<br />Måske Snehvides mor ikke ønskede at gøre hende ondt<br />Men at Snehvide i stedet løb fra ansvaret der hører med til livet<br />Måske Rapunsel selv låste sig inde i tårnet og smed nøglen væk<br />Måske hun blev svigtet og såret og valgte at trække sig tilbage<br />Måske er de eventyr vi drømmer om <br />De eventyr vi er opvokset med<br />En anden side af den virkelighed hvorfra de kom<br />NNJ 15.07.2010<br /><br />lIVETS LÆNKER<br /><br />Vi er alle bundet af lænker i livet<br />Hård er dagen disse lænker mærkes<br />Hårdere er dagen man indser<br />At det er en selv, der låste og smed nøglerne væk<br />NNJ 15.07.2010<br /><br />EN SOM BETYDER NOGET<br /><br />Nogle mennesker kan man have kendt en livstid<br />Men aldrig kommet tæt<br />Andre kan man møde med et blik<br />Og i samme øjeblik<br />Har du aldrig følt dig tættere på nogen anden<br />En som tager ensomheden væk<br />En som ikke behøver spørge hvordan du har det<br />De ved det allerede<br />En som forstår dig når du siger<br />Du ved hvordan det er<br />De ved det bare<br />De forstår det bare<br /><br />THE FORBIDDEN FEELING<br /><br />I know I shouldn’t<br />But I do<br />I miss you<br />I barely know you<br />But you feel so close<br />Is scares me<br />I’m afraid <br />That I should be afraid<br />Afraid of what’s going on<br />We are just friends<br />Close friends<br />Really close<br />Isn’t that alright?Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-44859906450379282822010-07-14T02:00:00.000-07:002010-07-14T02:26:00.246-07:00The X - FactorJeg var sammen med en veninde forleden hvor snakken, som altid, kom godt omkring. Somme tider kan snakken ende på en x kæreste - noget der skete mens man var sammen eller efter. <br />Det er desværre de færreste jeg kender som stadig har et forhold til deres x kæreste, dette gælder også mig selv. Møder jeg en x kæreste i byen stopper jeg for det meste op og snakker lidt - den klassiske - hvordan har du det og hvad går du og laver ? Men det er også det.<br />Hvorfor er vi ikke bedre til at være venner med vores x? Personligt mener jeg ikke, ihvertfald jeg selv, kan være venner med en x ige umiddelbart efter forholdet er slut, der har man brug for luft og afstand. Men når der er gået et stykke tid burde man kunne genoptage kontakten lidt. Udover den kæreste man mister ved et brud, mister man ofte mere end bare ham, den fælles vennekreds og hans familie. Et fællesskab man før var med i fortsætter mens man selv står udenfor. Det ærger mig at man ikke længere ved hvordan disse mennesker har det og man kan savne deres selskab.<br />Når man slår op og går fra hinanden, hvor bliver kærligheden så af? Hvordan kan man gå rundt om hinanden i byen og pludselig være som fremmede? En man engang har været så tæt på og som har været ens bedste ven, kan man pludselig ikke være naturlig sammen med. Når man møder en udfordring i sit liv, ville det måske være dejligt at man stadig havde den ven at gå til, efter at have været sammen flere år hvor man har støttet hinanden kan dette mangle. <br />De fleste beskriver deres kæreste som om han/hun også er deres bedste ven, men hvor bliver denne bedste-ven-egenskab så af når vi går fra hinanden? Forsvinder ud i den blå luft? <br /><br />Udover de til tider uforklarelige grunde der kan ligge imellem sig, som grunden til at et venskab ikke kan foregå, ligger også sådan noget som den nye kæreste.<br />Ens x kærestes næste kæreste vil man ofte føle sig lidt målt op med, og hun vil garanteret føle det på samme måde. denne nye kæreste kan yderligere vanskeliggøre ønsket om et venskab til sin x. Hvis man præsenterer sin nye kæreste for sin x i byen uden at nævne at det er sin x vil han sandsynligvis hilse pænt, man nævner man ordet X kommer der spændinger i luften. <br />Selv vil vi nok gøre det samme. Det er sjældent vi selv bliver venner med vores kærestes x, ofte fungerer xen bare som målestok, og hun skal helst ikke være kønnere end en selv.<br />Jeg håber ikke mulighederne for at kunne være venner med ens x kæreste er helt umulige, men det er noget der kan give stof til eftertanke. <br />Held og lykke til alle jer derude :)Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-51088817039021614882010-07-08T22:54:00.000-07:002010-07-09T06:43:26.292-07:00Hvor godt kender vi dem omkring os? Og hvor meget betyder vores civilstatus for vores venskaber?Vi er alle, i større eller mindre omfang, omringet af mennesker. Familie, venner, bekendte, medstuderende, kollegaer, naboer osv. Nogle er vi tættere på end andre, nogle kender vi så godt som os selv, og andre ved præsic hvordan man har det så snart man ses. Vi tror ofte vi kender folk, men pludselig sker der noget der får sig til at spørge sig selv, hvor godt kender vi dem omkring os?<br />Mange ting kan få os til at genoverveje vores kendskab til dem omkring os. En veninde kan få fast kæreste og dermed sige farvel til bylivet og andre ting. En anden veninde kan blive single og ændre livsstil der igennem. en kæreste man har haft i flere år og været bedste venner med, kan blive en xkæreste hvorved han pludselig kan opleves som en fremmed. Ens forældre kan blive skilt, hvorefter man ser begge parter i et nyt lys. En tragedie eller et mirakel i ens liv kan vise nye sider. <br /><br />Jeg har i mange år haft en god veninde, hende jeg altid gik til når jeg havde noget der lå mig på skulderne. Denne veninde snakker jeg nu sjældent med, dette er ikke noget der har stået på længe, og håber også det vender. Grunden er at hun er blevet single og derfor har fået nye prioriteter, det er blevet til en del fester og byture. Selv har jeg en kæreste jeg bor med og som jeg har været sammen med i 2 et halt år. Pludselig er vi ikke på samme side længere. jeg har mine forpligtelser hjemme - en kæreste der tager tid, et hus der skal holdes og en hund der skal luftes. dette har skabt en afstand imellem os. Jeg kan se billeder fra fester holdt i hendes lejlighed, men i stedet for at se de glade mennesker på billederne, tænker jeg kun om min indbydelse mon blev glemt i posten. Hun fester nu med mennesker som jeg ikke opfatter som de der ellers har været der for hende de sidste mange år. Dette har givet mig en del at tænke over. Jeg føler ikke længere jeg helt kender hende. Det har fået mig til at tænke over hvor meget vores civilstatus betyder for vores venskaber? Lige børn leger bedst. Men kan dette ikke forenes?<br />Har jeg glemt hvordan livet som single fungere? Eller har hun glemt de forpligtelser man har i et forhold? <br /><br />I samme forbindelse oplever jeg at hendes nye livsstil som single, påvirker mig på flere måder. Jeg genovervejer mit eget liv på flere områder. Går jeg nu flip af en masse? HVorfor går jeg ikke i byen hver weekend og møder nye mennesker? Mister jeg min ungdom, hvor jeg burde leve livet, imens jeg har travlt med vasketøjet? <br />Kan ungdom og selvrealisering ikke forenes? Min drøm har altid været at bo i København, jeg elsker byens puls og de mange oplevelser. Dog bor jeg stadig i en provinsby. Jeg har altid forbundet mig selv med hippier, punkere og andre halv oprørske personligheder. I stedet kan jeg nu beskrives som en 21 med villa, vovse og volvo. Jeg frygter at vågne om som 40 årig og opdage at jeg gik glip af mit liv. På den ene side - jeg er ALLEREDE 21 - jeg skal jo snart være "rigtig voksen", på den anden side - jeg er KUN 21 - der er masser af liv tilbage. <br /><br />Menneskene omkring os har stor betydning for vores liv og vi reflekterer ofte over os selv i omgivelsernes spejlbillede. Det er vigtigt at kende os selv, det kan skabe store forvirrede følelser når man kommer i tvivl om, hvorvidt man kender sig selv. Lige nu er spørgsmålet dog. Hvor godt kender vi dem omkring os?Nadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-8445812014213677245.post-40921449895062728702010-07-08T12:59:00.000-07:002010-07-08T13:15:08.311-07:00First timeThere is a first time for everything - this is my blog debut and I hope You will enjoy !<br /><br />Alting lyder bare bedre på engelsk, i vil derfor skulle ligge ører - øjne - til flere engelske udtryk.<br /><br />Min idé med denne blog er ikke så meget at fortælle om min hverdag, familie og venner, men mere om de tanker og spekulationer der ofte kan fylde en del.<br />Jeg er typen der elsker at filosofere og tage dybe samtaler med mig selv og andre, om et specielt emne. Efter at have læst flere andre blogs og hørt om mine veninders, fik jeg derfor lyst til at dele mine tanker med alle jer andre derude.<br />Min idé er at ingen vil blive nævnt med navne, heller ikke jeg selv, når jeg fortæller om episoder og oplevelser der har givet anledning til lidt filosofi.<br />Dette er tænkt som en lille præsentation - appetitvækker, første rigtige indlæg kommer snart - meget snart.<br />Når jeg filosoferer og drømmer lidt, tænker jeg på mig selv som siddende på en lilla sky, derfor vil jeg invitere jer alle velkommen til min lilla sky, og håber mine tanker kan sætte tanker igang hos jer, eller, om ikke andet, underholde lidt :) - Enjoy :DNadias tankerhttp://www.blogger.com/profile/07274651871690640373noreply@blogger.com0