Når livet

er et puslespil

med

sort motiv

og uden

hjørnebrikker.

Er det svært 

at samle brikkerne  

Og finde meningen

You are my heartbeat

I miss you so much it hurts 

How can I breathe when I’m drowning in tears?

 How can I move when my body feels dead? 

How can I see when my light is gone?

 Nobody understands how much it hurts 

Nobody understands how lonely I fell now 

Nobody understands how much you mean to me

 You make my heart beat and the sun rise 

You make the birds sing and the sun shine 

Now you’re gone there is nothing but darkness 

I move around, numb 

Like a shell with nothing inside 

Like a shadow of who I used to be

 But who I can only be with you by my side

 ‘Cause you bring light to the darkness 

You bring the happiness to my soul 

Your smile makes the world make sense

 Your body is home for my love 

Without the one to receive my love – my soul will not produce it 

Nobody can understand this love

 it’s just a dog – makes no sense to me 

 Cause you are my best friend and my heartbeat 

You give me unconditionally love 

 You never lie 

 You never manipulate or have secrete agendas

 You’re are the only one I trust 

You’re the only one I love so pure 

My world won’t move ‘till your back in my arms…

Vejen til vegetarisme på godt og ondt

Min historie Siden jeg var lille har jeg gået meget op i uretfærdigheden i verden, jeg har altid drømt om at gøre en forskel. Med respekt i øjnene har jeg set på de som turde, gad og gav sig, for at kæmpe for en sag de tror på. Der er utrolig mange sager i verden som har brug for en hjælpende hånd. En af dem, en af dem som jeg altid har haft fokus på, er dyrenes velfærd. Ghandi er smukt citeret "En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr". Hvilket jeg er ganske enig i, og personligt mener er et område med alt for lidt fokus. Da jeg gik i 6. klasse og var meget optaget af dyrevelfærd og begyndte, at læse mere om dansk og udenlandsk landbrug tog jeg hurtigt et standpunkt, det var ikke en behandling af levende væsner som jeg ønskede at være en del af, og afstod derfor fra, at spise alle former for kød på nær fisk. En livsstil også kaldet Pesco-vegetarer, som ikke er den egentlige eller "rigtige" vegetarstil. Min baggrund for denne beslutning var min kærlighed til dyrene, en uforstående holdning til folks ligegyldighed, et princip og et håb om at gøre en forskel. Min beslutning blev ikke videre positivt mødt af mine nærmeste. Jeg blev mødt med overbærende smil, lettere rysten på hovedet og grimasser som jeg tolkede som "hun er besværlig, naiv, mærkelig, overdreven". Det skal ikke udelukkes, at min beslutning, alderen taget i betragtning, har været en del af min identitets søgning, ungdomsoprør og en del af min vej på at finde mig selv og min plads i verden. På trods af dette aspekt af min beslutning, bliver jeg i dag når jeg ser tilbage, både harm og såret, over den mangel på støtte og interesse som var massiv. På daværende tidspunkt reagerede jeg med ligegyldighed eller provokation hvis jeg følte folk "grinede af mit valg" eller på anden måde udtrykte negative holdninger. Men i bagspejlet har jeg nok været såret over ikke at være blevet forstået, set og accepteret. Om de voksne og andre børn/unge omkring mig har set det som et ungdomsoprør eller ej, burde min virkelighed være blevet anderkendt som gyldig, for mig var det vigtigt og noget jeg brændte for. Jeg forsatte med kun at spise lejlighedsvis fisk og ellers vegetarisk kost frem til jeg var 20 -21 år. Oprindeligt påbegyndte jeg livsstilen med min daværende bedste veninde, som senere, jeg husker ikke hvornår, afstod fra livsstilen igen. Udover hende havde jeg aldrig mødt en med forståelse eller interesse for hverken livsstilen eller dyrs velfærd generelt. Min livsstil var da en vanesag og ikke noget jeg længere tænkte bevidst over. Som sagt har jeg aldrig oplevet en reel interesse fra min familie eller venner for baggrunden for mit valg, eller nogen form for støtte af min beslutning. Der blev ikke forsøgt med vegetariske retter i hjemmet. Min mormor har dog altid været sød til at tage hensyn, hun er glad for at bage, har også lavet både pizzasnegle, ketshup/ostehorn og vegetariske forårsruller til mig, og havde tit en lille ret med fisk til f.eks julefrokoster hvor andre fik frikadeller og steg og hvad der ellers var. Herudover oplever jeg også på et tidspunkt en kæreste og svigermor, som trods besværet altid var sød til at lave to retter, fx. både lasagne med kød og en kun med grønsager. Da jeg ikke længere tænkte bevidst på min kost, og den mad jeg lavede til mig selv oftest var pomfritter eller rugbrød med agurk, begyndte min livsstil at få konsekvenser for mit helbred. I flere år havde jeg dagligt hovedpine, som til sidst blev ret slemme, herudover var jeg ofte meget træt og havde svært ved at huske og koncentrere mig, på baggrund af dette og med "støtte" fra familien og mine øvrige nærmeste opgav jeg min pesco-vegetarer livsstil. Jeg stod for at skulle starte på universitet og var bange for ikke at kunne følge med, på grund af specielt hovedpinen og koncentrations besværet. Et par år er gået siden den beslutning og mange ting er sket i mellemtiden. Jeg valgte at flytte fra Nordjylland og bosatte mig i stedet på Amager. Tæt på hvor jeg bor, har jeg sammen med en masse andre hundeejere, været en del af et hold som har opført en hundegård. Som ny i byen fik jeg en masse søde venner og veninder i denne anledning. I forhold til min livsstil, blev specielt et venskab et omdrejningspunkt for mig. Jeg møder pigen Julie med sin kække bette hvide hund, som med et smittende smil på læben fortæller hvordan hun brænder for at hjælpe dyr i verden og har været vegetar i mange år. Sammen med Julie tager jeg til demonstrationer mod pels og får igen rettet min opmærksomhed mod dyre velfærden, hvilket både giver mig dårlig samvittighed over at have sviget, men også blod på tanden for, at komme op på hesten igen. Endelig at møde en som forstår de følelser og holdninger jeg selv har haft i mange år, har betydet meget for mig. Julie selv har for nyligt taget skridtet videre til, at blive veganer og har for det en kæmpe guldstjerne i min bog. Herefter har jeg mødt flere vegetarer og har ikke længere følelsen af at være alene med disse holdninger, men kan nu få en snak med nogen som ikke kun er præget af overbærende smil og rysten på hovedet. For ikke at overvælde mig selv og udfordre mine tidligere halv maniske spisevaner, er første skridt "pesco-vegetar", Næste skridt er vegetar, fremtidens skridt veganer. Vegetarisme er for mig ofte en anledning til at blive lidt hidsig og jeg kan blive enormt foraget og frustreret over dem jeg diskutere med. Jeg kan ligeud ikke forstå hvordan vi ikke kan være enige, men jeg accepterer, at ikke alle er enige i mit valg. Jeg kan dog ikke forstå folks behov for at "se sort". Når der ses sort sker det, som jeg oplever det, på følgende måde "Du har jo garanteret læder derhjemme? Hvad så med vingummi, mælk og smør? Er det ikke også synd for myrene du træder på dem? Burde din hund ikke også leve frit i skoven i stedet for?" for mig spørgsmål som jeg formoder ikke kommer på baggrund af interesse eller oprigtig undren, men som provokation. Jeg siger hverken for eller imod nogen af de spørgende argumenter, jeg burde måske tage det som en kompliment at folk pludselig forventer at jeg faktisk kunne være i stand til revolution og ændre hele verden. Men jeg ville blive psykisk syg hvis alt skulle kontrolleres så kraftigt, og kun kunne gå på mine egne fødder af frygt for en myre blev ramt af bilen eller toget. Men hvad er behovet for denne provokation? Det er denne del der gør mig hidsig. Om folk er enig eller uenig i at dyr fortjener et bedre liv end vi giver dem i Danmark og at/om det gør en forskel at afstå fra kød er ikke det der får mig til at se rødt. Men jeg er dybt uforstående for folks behov for at provokere og finde fejl, i stedet for at se på intentionen bag valget, at jeg rent faktisk bekymrer mig for andre end mig selv, at jeg har lyst til at kæmpe for nogen som ikke har en stemme selv, at jeg tror på og lever efter noget jeg føler er rigtigt og vigtigt, åbenbart betyder mindre for folk, end et halv filosofisk spørgsmål om myrer og vingummibamser. Hvis det er denne tilgang folk generelt har til hverdagens små og store kampe for, at gøre verden et bedre sted, tror jeg vi går en trist fremtid i møde. Hvis man ser ned på mig som naiv ved, at frastå et liv som kødspiser, skal vi så også grine hånligt af dem der giver 20 kr. til nødhjælps organisationerne "haha 20 kr, ja det skal da nok redde de 20 millioner sultende folk i verden" - nej vel?! Det var min historie, mit syn og min virkelighed. Tak fordi du læste med. Dyrene taler ikke vores sprog, men i fællesskab kan vi hjælpe med at give dem en stemme alligevel!

julen er... Hvilken tid?

Julen er hjerternes tid...
rimer på
julen er smerternes tid...
For mange handler julen ikke om glæde, røde kinder, god mad og fællesskab.
Ikke alle har en familie at være sammen med
Ikke alle har den familie omkring sig de håbede og ønskede
Ikke alle sider i varme stuer
For dem, er julen de bristede håbs tid
de smertefulde minders tid
en tid som minder dem om alt hvad de har mistet
en tid som i sin glansbilledpragt stiller storkontrast til virkelighedens verden
julen med alle sine julelys får derved mørket til en syne endnu mørkere
minderne om en tid som er tabt for evigt
minderne om en tid man ønskede aldrig havde fundet sted
alle disse minder hører også julen til.
Men vi har ikke billeder af narkomaner på vores julekalender
snemanden skaber ingen forbindelser til den hjemløse som frøs ihjel i sneen i nat
den lille pige med svovlstikkerne hører til i H.C Andersens bog
så vi lukker øjnene for barnet uden sko på gaden
Er julen i virkeligheden illusionernes tid?
Er der nogen som husker dem som ingen har?
Er de eneste julemirakler dem i tv og i bøgerne som vi nyder fra sofaen?
eller er der stadig håb
Er julen fornægtelsen, benægtelsen, fortrængningens og facadernes tid?

Julen er individuel, den er hvad man gør den til, men måske det er vigtigt at huske, at der er mange derude, som ikke ligner dem på årets julekort.

Love aint easy
love aint kind
love is the one thing
that will fuck up your mind

Kærlighed

Kærlighed
kærlighed er meningen med livet
kærlighed overvinder alt
Hvorfor er den kærlighed så fantastisk?
Indrømmet - kærligheden kan give vinger og en følelse af lykke
Men ingen optur uden nedtur
knuste hjerter og sorg

"jeg er intet uden dig" er et kraftigt udsagn sagt med kærlighedens ord, men i mine ører lyder det mere som om der bliver sagt, at kærligheden gør mennesker uselvstændige, man bliver ikke et helt menneske med en anden, men giver den ene halvdel af sig selv væk så man mister sin værdi hvis den anden forsvinder.
"Jeg har intet at leve for uden dig" smukke ord der beskriver den store kærligheden fra en til en anden, ment som en beskrivelse af hvor vigtig en person kan være. Det jeg hører er ansvaret for den enes liv givet videre til en anden. Hvis du går tager du mit liv væk, du er ansvarlig for at holde mig i live. kærlighedserklæringen bliver den respirator som holder den ene i livet, og lægger byrden på den andens skulder.
kærligheden er et ord der skal dække mange følelser og behov, der findes ikke ren kærlighed, der findes forelskelse - kemikalier i hjernen. kærlighed er poeternes opfindelse, et eventyr som man kan læse om men ikke finde i den virkelige verden. Der findes tryghedsbehov, pengemangel, frygt for det uvisse, ignorance, naivitet, lukkede øjne, ideer om det perfekte liv, glansbilleder, løgne.

Alt dette betyder ikke at jeg ikke træt på kærligheden, jeg tror den i samme omfang som ondskab, engle og dæmoner. skyggebilleder og håb som er en del af menneskeligheden.
Jeg tror på det når folk siger de elsker en, for det meste. Jeg mener det selv når jeg siger ordene.
Men jeg nægter at ligge mit liv i kærlighedens hænder, ingen er alt for mig, ingen er hele mit liv. jeg er mit liv, og jeg besidder selv evnen til at fuldende dette liv. Jeg har ikke et behov for at skubbe ansvaret over på et uhåndgribeligt begreb.
Kærligheden findes. Kærligheden er smuk. kærlighed bringer glæde.
Men der er så meget mere.

En kærlighed jeg tror på og er heldig at have i mit liv lige nu, er den kærlighed jeg kan give til en, og få igen. En som ligner mig på så mange punkter at det somme tider kan skræmme mig. Ham som får mig til at smile, ham som kæmper hvad han kan for at få det til at lykkes. det kan ikke forklares. De siger modsætninger mødes, han er ikke min modsætning, tværtimod, men måske er det det jeg har brug for lige nu.
Den kærlighed består af forelskelse, af behovet for at føle sig elsket, beundret, værdsat og værdig. Den har reddet mange mørke dage.
En anden kærlighed som er vigtig for mit livs velbefindende, er kærligheden mellem veninder. En som altid skriver og spørger hvordan det går, en som altid ved det når det ikke går godt, en der altid kommer og forsøger at trøste og opmuntre. En som selv kommer når hun har det skidt og der er sket noget. En som forstår mig og er min stille men altid trofaste klippe. En som altid smider alt hvad hun har i hænderne, en jeg altid vil gøre det samme for.
---- Sometimes all you need is one--- <3 Tak

familiens kærlighed er en kraftfuld ting, der finder man ubetinget kærlighed, og nogen som vil kæmpe med uanede kræfter for ens velbefindende. Nogen som altid er der.
Min familie er utrolig vigtig for mig, denne kærlighed kan aldrig tages fra mig.

I forlængelse af familiens kærlighed, og min sammenligning med kærlighed og narko i udsagnet "ingen optur uden nedtur" vil jeg afslutte med en smertens kærlighed. Kærligheden er et stof vi alle er afhængige af, men det er ikke det eneste stof der findes. det ved mange, og mange benytter gerne erstatningen ofte.
For nylig oplevede venner og familie kærlighedens smerte da en ung dreng sagde farvel til livet alt for tidligt. jeg kendte ham ikke, men jeg ser kærlighedens enorme kraft i øjnene på dem som har mistet. Jeg håber andre vil "nøjes" med kærlighedens stof og ikke følge samme vej, en vej som drejede ned af mørke stier.
"Englene smiler og de græder dine tårer"

Når livet gør ondt

Øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.

ikke alle dage kan øjet tindre på kommando
når glæden intet sted i kroppen har at bo
ikke alle dage kan munden fake en latter
ting gør ondt jeg selv ikke fatter
på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner
undgår alt og alle jeg kender

tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm
tv og radio fortrænger stemmernes larm
mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig
livet der før var let, er ikke længere en leg
eller også har jeg glemt hvordan man gør
forstenet i mit mørke bag den låste dør

Så mange ting jeg skal og bør
så meget man skal nå inden man dør
aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund
vægten daler dagligt, pund for pund
pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs
rodet voksner, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs

frustreret over min manglende energi
mangler struktur og mangler pli
for svag og sølle til at rette ryggen
leder efter styrken til at genfinde lykken
indtil da vil øjet tindre og munden le
for at skjule det indre som ingen må se.