Jeg vil gerne være oppe hele natten, sove hele dagen.
Hører høj musik mens jeg gør rent klokken 4 om natten.
Lave ulækker mad til midnat.
Gå nøgen rundt imens jeg synger falsk.
Lade opvasken stå en uge, bare fordi jeg kan.
Slukke min telefon og bare være mig selv, uden nogen bliver gal.
Kun skulle spørge mig selv om lov.
Kun have mig selv at stå til ansvar for.
Pierce min læbe, næse øjenbryn osv. Hvis det lige var det jeg havde lyst til.
Drikke mig fuld torsdag, fredag lørdag... Tirsdag hvis jeg skulle have lyst til det.
Blive ude til klokken 8 om morgenen, for kun at komme hjem til sit eget sted, i stedet for et tredjegrads forhør.
Sige ja uden at tøve, når en veninde ringer og invitere på impuls middag i byen.
Sige ja uden at tøve, uden at skulle spørge om lov, uden at skulle tage hensyn, når en veninde ringer lørdag aften klokken tolv, og fortæller at vi da bare bliver nøøødt til at tage i byen.
Snakke med nye mennesker, uden at bekymre sig om det ser forkert ud.
Tage imod en drink fra en sød fyr i byen uden det gør nogen andre end hans dankort fortræd.
Vil bare gerne være centrum i mit eget liv - men hader det skal være på hans bekostning.
Jeg skal sige farvel til mange ting.
Til at have en at komme hjem til
Til at have en at putte med,grine med, lave mad med, gå i biffen med.
Til ubekymret shopping og madindkøb.
vaskemaskine, opvask, tørretumbler
Walk in closet
BMW
Jeg vil ikke kalde mi selv materialistisk, men heller ikke blind for materielles tins betydning.
Jeg Skal sige farvel til en omgangskreds jeg har været meget glad for
En flok drengerøve som altid har været klar på fest og ballade, men som også har stillet op når et billede skulle hænges op, jeg har haft brug for en snak, et lift og mange andre ting. Nogle drenge jeg ofte har brugt mere tid med end med mine egne veninder.
En familie som har taget mig ind uden forbehold, hjulpet med alt og altid været der.
En svigermor som jeg ikke kan forestille mig en bedre af.
Jeg skal ligge tusindvis af minder, drømme, håb og fremtidsplaner bag mig.
Jeg skal sige farvel til tusinde ting som jeg elsker
men håber på at få ro i sjælen, indfriet mine drømme og lykke i mit eget selskab til gengæld.
tirsdag den 16. november 2010
tirsdag den 9. november 2010
Hvis lykke vejer tungest? Din eller deres?
De fleste af os vil gøre hvad som helst for at dem vi elsker har det godt.
Det er skønt når man har tidligt fri en dag, at kunne svinge forbi en ven/veninde/familiemedlem som man ved har det svært, det er skønt at have overskud til at kunne hjælpe andre. Men vi kender også alle sammen de dage hvor vi har en aftale som betyder meget for den vi har aftalen med, men måske har man sovet dårligt, har hovedpine eller været stresset hele dagen, og ville derfor egentlig foretrække at kunne tage direte hjem, men vi har lovet det, så vi dukker troligt op til aftalen og gemmer vores egne behov lidt væk. Det er i mine øjne en stor dyd at man kan sætte andres behov udover sit eget, så fred være med det. Men der er kun 7 dage på en uge, 24 timer hver dag, og måske 7 personer der på den ene eller anden måde har brug for din hjælp for at gøre deres dag lidt lettere. Det kan være små ting, et lift, en snak, et besøg, en tjeneste af forskellig art osv. Det at sætte andres behov først bliver pludselig en vane mere end den særlige undtagelse i hverdagen.
Man får at vide hvor dejligt det er at man hjælper og hvor uundværlig man er, en fantastisk kompliment at få, men samtadig et ansvar, for samtidig siger personen at uden dig ville det hele ikke være helt så godt, så her modtager du en portion ansvar for min lykke.
Det ender med at dine prioriteter består af andres prioriteter, hvem kan sige nej når en man holder af har brug for hjælp ? Vi vil alle gerne hjælpe dem vi holder af, og man kan til tider blive gal på en man holder af, hvis denne har haft problemer som han eller hun ikke har bedt om hjælp til.
Men pludselig er dit liv blevet til den ene dag efter den anden, hvor andres behov skal opfyldes på trods af dine egne. Hvor du egentlig helst ville ligge hjemme på sofaen, med en slukket telefon og se dårlige serier hele dagen, men vi slukker ikke telefonen, for hvad nu hvis der sker noget vigtigt. Det varer derfor ikke længe før et opkald eller en sms dropper ind og bryder freden "jeg forstyrer vel ikke?" -"nej nej hvad er der?" "Du kunne vel ikke liiiiige?" - "jo selvfølgelig" Og så kører vi igen.
For at verden skal kunne køre rundt på den bedst mulige måde, mener jeg at vi alle skal hjælpe hinanden, og er hinandens ansvar. Men den eneste der er ansvarlig for sin egen lykke er samtidig dig selv. Så hvornår er nok nok? Hvor skal grænsen sættes? Er grænset allerede nået når du opdager du lever et liv for at gøre en anden end dig selv lykkelig, eller når du tører egne tårer væk for at trøste en anden som du ikke vil bekymre med din egen sorg? Og Hvis grænsen først er nået, hvordan kommer du så tilbage på den "rigtige side?"
Måske vi bare skal lære at acceptere at vi ikke altid kan være der for alle. Lære at sætte egne behov højere op på prioritetslisten, det svære er her, synes jeg, at finde balancen mellem at passe på sig selv og stadig være der for andre, dvs balancen mellem egoisme og næstekærlighed.
I bund og grund er det på længere sigt det sundeste at sætte sig selv højest, ingen er en utømmelig kilde af overskud, tålmodighed og kærlighed, og når denne er brugt op er der jo ingen hjælp af hente for nogen. Man bliver nødt til at lade op en gang imellem, og huske at man selv burde være centrum i sit eget liv.
Vi skal selv være hovedpersonen i vores eget liv, ikke en birolle der assistere de andre.
Men hvornår er nok nok og hvordan finder vi balancen?
Det er skønt når man har tidligt fri en dag, at kunne svinge forbi en ven/veninde/familiemedlem som man ved har det svært, det er skønt at have overskud til at kunne hjælpe andre. Men vi kender også alle sammen de dage hvor vi har en aftale som betyder meget for den vi har aftalen med, men måske har man sovet dårligt, har hovedpine eller været stresset hele dagen, og ville derfor egentlig foretrække at kunne tage direte hjem, men vi har lovet det, så vi dukker troligt op til aftalen og gemmer vores egne behov lidt væk. Det er i mine øjne en stor dyd at man kan sætte andres behov udover sit eget, så fred være med det. Men der er kun 7 dage på en uge, 24 timer hver dag, og måske 7 personer der på den ene eller anden måde har brug for din hjælp for at gøre deres dag lidt lettere. Det kan være små ting, et lift, en snak, et besøg, en tjeneste af forskellig art osv. Det at sætte andres behov først bliver pludselig en vane mere end den særlige undtagelse i hverdagen.
Man får at vide hvor dejligt det er at man hjælper og hvor uundværlig man er, en fantastisk kompliment at få, men samtadig et ansvar, for samtidig siger personen at uden dig ville det hele ikke være helt så godt, så her modtager du en portion ansvar for min lykke.
Det ender med at dine prioriteter består af andres prioriteter, hvem kan sige nej når en man holder af har brug for hjælp ? Vi vil alle gerne hjælpe dem vi holder af, og man kan til tider blive gal på en man holder af, hvis denne har haft problemer som han eller hun ikke har bedt om hjælp til.
Men pludselig er dit liv blevet til den ene dag efter den anden, hvor andres behov skal opfyldes på trods af dine egne. Hvor du egentlig helst ville ligge hjemme på sofaen, med en slukket telefon og se dårlige serier hele dagen, men vi slukker ikke telefonen, for hvad nu hvis der sker noget vigtigt. Det varer derfor ikke længe før et opkald eller en sms dropper ind og bryder freden "jeg forstyrer vel ikke?" -"nej nej hvad er der?" "Du kunne vel ikke liiiiige?" - "jo selvfølgelig" Og så kører vi igen.
For at verden skal kunne køre rundt på den bedst mulige måde, mener jeg at vi alle skal hjælpe hinanden, og er hinandens ansvar. Men den eneste der er ansvarlig for sin egen lykke er samtidig dig selv. Så hvornår er nok nok? Hvor skal grænsen sættes? Er grænset allerede nået når du opdager du lever et liv for at gøre en anden end dig selv lykkelig, eller når du tører egne tårer væk for at trøste en anden som du ikke vil bekymre med din egen sorg? Og Hvis grænsen først er nået, hvordan kommer du så tilbage på den "rigtige side?"
Måske vi bare skal lære at acceptere at vi ikke altid kan være der for alle. Lære at sætte egne behov højere op på prioritetslisten, det svære er her, synes jeg, at finde balancen mellem at passe på sig selv og stadig være der for andre, dvs balancen mellem egoisme og næstekærlighed.
I bund og grund er det på længere sigt det sundeste at sætte sig selv højest, ingen er en utømmelig kilde af overskud, tålmodighed og kærlighed, og når denne er brugt op er der jo ingen hjælp af hente for nogen. Man bliver nødt til at lade op en gang imellem, og huske at man selv burde være centrum i sit eget liv.
Vi skal selv være hovedpersonen i vores eget liv, ikke en birolle der assistere de andre.
Men hvornår er nok nok og hvordan finder vi balancen?
mandag den 1. november 2010
Valg og konsekvenser
Vi står overfor valg i vores liv hver eneste dag og ved alle valg følger konsekvenser, store som små. spørgsmålet er hvor mange af disse valg og konsekvenser vi er bevidste om. Valg vi træffer idag kan vi måske se konsekvenserne af imorgen, eller måske først om tyve år.
Hvis vi kigger os omkring nu og tænker over de valg vi bevidst eller ubevidst har truffet har vi så overvejet konsekvenserne? Eller lever vi alle på "jeg tager livet en dag af gangen" tankegangen?
Jeg blev for nyligt kastet ud i en situation hvor jeg skulle gøre mig meget bevidst om mine valg og de konsekvenserne disse valg ville føre med sig. Pludselig så jeg mit liv stå for mig på et papir, sort på hvidt, med to kulonner hvor mine værdier, opdragelse, samfundsnormer mm var sat op. Hvilken side skal man vælge? Som så mange gange før bliver diskussionen om valget en kamp mellen hjernen og hjertet, vi ved som regel godt at hjernen ved bedst, men det er hjertet vi skal have med os.
Jeg tror jeg fandt en nogenlunde gylden mellemvej og håber ikke der kommer uventede konsekvenser. Men oplevelsen gav mig meget at tænke over.
Specielt da jeg blev opfordret til at tænke mig om når jeg valgte mine venner, og hvilke konsekvenser mine omgivelser kunne få på mit liv. Hvor tit tænker vi bevidst over vores valg af venner - og eventuelle konsekvenser disse venskaber kan medfølge?
Nu tænker jeg over det, men ved dog ikke hvad konklusionen bliver endnu.
Jeg mener at vi alle selv er ansvarlige for vores eget liv, vores egne valg og beslutninger og måden vores liv udformer sig. Selvfølgelig til en vis grad.
Men ikke desto mindre tror jeg også på ens miljøs betydning for sin udvikling.
Min hypotese er at en kriminel oftere vil udføre kriminelle handlinger i et miljø med andre kriminelle end med sine venner fra et mere samfundsvenligt miljø. Dette virker logisk og er ikke en opfordring til den holdning at det er vennernes skyld, men ens valg af venners konsekvenser. vi vælger selv at begynde at ryge, men de færreste starter vel hvis de kommer fra et antiryger miljø.
Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg, formålet er nok bare at tænke over sine valg, store som små og tænke over sit liv.
En gang imellem kan det måske være sundt at spørge sig selv, hvis man kunne gå ti år frem i tiden, hvor vil vi så gerne se os selv, og hvilke råd ville vi give til vores nutidige person.
Hvis vi kigger os omkring nu og tænker over de valg vi bevidst eller ubevidst har truffet har vi så overvejet konsekvenserne? Eller lever vi alle på "jeg tager livet en dag af gangen" tankegangen?
Jeg blev for nyligt kastet ud i en situation hvor jeg skulle gøre mig meget bevidst om mine valg og de konsekvenserne disse valg ville føre med sig. Pludselig så jeg mit liv stå for mig på et papir, sort på hvidt, med to kulonner hvor mine værdier, opdragelse, samfundsnormer mm var sat op. Hvilken side skal man vælge? Som så mange gange før bliver diskussionen om valget en kamp mellen hjernen og hjertet, vi ved som regel godt at hjernen ved bedst, men det er hjertet vi skal have med os.
Jeg tror jeg fandt en nogenlunde gylden mellemvej og håber ikke der kommer uventede konsekvenser. Men oplevelsen gav mig meget at tænke over.
Specielt da jeg blev opfordret til at tænke mig om når jeg valgte mine venner, og hvilke konsekvenser mine omgivelser kunne få på mit liv. Hvor tit tænker vi bevidst over vores valg af venner - og eventuelle konsekvenser disse venskaber kan medfølge?
Nu tænker jeg over det, men ved dog ikke hvad konklusionen bliver endnu.
Jeg mener at vi alle selv er ansvarlige for vores eget liv, vores egne valg og beslutninger og måden vores liv udformer sig. Selvfølgelig til en vis grad.
Men ikke desto mindre tror jeg også på ens miljøs betydning for sin udvikling.
Min hypotese er at en kriminel oftere vil udføre kriminelle handlinger i et miljø med andre kriminelle end med sine venner fra et mere samfundsvenligt miljø. Dette virker logisk og er ikke en opfordring til den holdning at det er vennernes skyld, men ens valg af venners konsekvenser. vi vælger selv at begynde at ryge, men de færreste starter vel hvis de kommer fra et antiryger miljø.
Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg, formålet er nok bare at tænke over sine valg, store som små og tænke over sit liv.
En gang imellem kan det måske være sundt at spørge sig selv, hvis man kunne gå ti år frem i tiden, hvor vil vi så gerne se os selv, og hvilke råd ville vi give til vores nutidige person.
Abonner på:
Opslag (Atom)